Holbergmedaljen 2023 gik til Frederik Cilius
Der blev i den sammenhæng med uddelingen af medaljen afholdt taler af henholdsvis Holbergkomiteens formand Bent Holm og årets prismodtager Frederik Cilius.
Formand for Holbergkomiteen, dr. phil. Bent Holm sagde den 4. december ved uddeling af Holbergmedaljen 2023:
Motiveringen
Velkommen til Holberg-medaljen 2023. Mit navn er Bent Holm. Jeg er formand for komitéen, der står for uddeling af prisen, og som består af repræsentanter for forfatterverdenen og den akademiske verden – Holberg var forfatter og akademiker. Det er forfatterne Peder Frederik Jensen og Tomas Lagermand Lundme, direktør for Dansk Sprog- og Litteratur Selskab Karen Skovgaard-Petersen og
undertegnede samt Carsten Fenger-Grøndahl som formand for Statens Kunstfonds projektstøtteudvalg for litteratur.
Medaljen tildeles i år Frederik Cilius med motiveringen:
”Holbergmedaljen 2023 tildeles satirikeren Frederik Cilius for en bredspektret kreativitet, der – i diverse genrer og medier og i stærkt samspil med kreativt medskyldige – med en sproglig respektløshed uden persons anseelse har nydefineret vor tids satire i et avanceret spil med fiktioner og identiteter af en usædvanlig gennemslagskraft, ikke mindst personificeret i Kirsten Birgit Schiøtz Kretz Hørsholm, hvis levned og meninger blev foldet hæmningsløst ud i den gakket avantgardistiske forestilling Sommeren på Birgitø.”
Medaljen
Holbergmedaljen blev uddelt første gang i 1934 på Det kgl. Teater ved Dansk Forfatterforenings 40års jubilæum og Ludvig Holbergs 250års fødselsdag 3.12. Medaljen tildeles ifølge fundatsen:
”en dansk skønlitterær eller videnskabelig forfatter […] en vis åndelig forbindelse til Holbergs psyke, hans litterære tendens eller ejendommelige forening af videnskabsmand og skønlitterær forfatter, hans vidtspændende ræsonnerende, satiriske eller samfundsbedømmende produktion bør tages i særlig betragtning.”
Med den tilføjelse, at det i øvrigt stort set står komiteen frit for…
Medaljen er skabt af Arno Malinowski, som også skabte lyrikeren Ivan Malinovski, der nu får en renæssance, teknisk set som en mønt, som ledsages af 75.000 skattefri af slagsen. Den er forsynet med et smukt profilportræt af Ludvig Holberg på forsiden og på bagsiden en symbolsk olivengren og inskriptionen ”For Aand og Tanke” – Holberg var som sagt kunstner og akademiker. Medaljen er siden 1934, uddelt årligt – med kun et enkelt overspring – typisk i kreativ vekseldrift mellem kunstnerisk og akademisk udmærkelse. Medaljen hylder det kritiske og det kreative, hvor listen af modtagere rækker inden for det skønlitterære felt, bl.a. det satiriske med teatret i ascendanten, som tæller Soya, Hans Scherfig, Jess Ørnsbo, Line Knutzon og Casper Colling Nielsen.
Da det netop handler meget om teater, skal jeg introducere forløbet under henvisning til de klassiske enheder om tid, sted og handling.
Tiden
Det hele foregår fra kl.15 til kl. 17. Imidlertid knytter begrebet – historisk – tid sig også i høj grad til stedet.
Stedet
Netop her på matriklen, i Admiral Gjeddes Gård, fungerede Holberg i en periode i 1709 som huslærer, og det med betydelig fiasko. En del af grunden blev solgt fra til Borchs Kollegium, hvor han boede nogle år, og hvor han senerehen fungerede som efor. Gjeddes Gård brændte i 1728, men blev senere fuldt genopbygget. Rummet tjente primært som fadebur. Vi befinder os altså i et af de rum i København, hvor Holberg bevisligt næppe har sat sine ben.
Til gengæld er det ganske vist, at hans heltekonge, Christian IV, bogstavelig talt har betrådt salen, al den stund gulvplankerne hidrører fra kongens ikoniske skib ’Trefoldigheden’. Der har en gang været blå mærker som spor af det kongelige blod på tømmeret…
Handlingen
Tildelingen med uddybning af motiveringen. Herefter plejer modtageren, medmindre han eller hun er særligt mundlam, introvert eller selvudslettende, at kvittere med et par ord. Og til slut vil der være dækket op til buffet og almindeligt uhøjtideligt samvær.
Jeg skal nu give ordet til taleren, som vil uddybe komiteens motivering [Bent Holm selv, red.].
Talen
Jeg skal først og fremmest takke for ordet. Og dernæst indlede med at sige: Kære Frederik, tak for tilliden. Da jeg ringede dig for at fortælle, at vi havde besluttet at tildele digg Holbergmedaljen, reagerede du ikke med at sige: ”Telefonfis!” Det var jeg glad for.
Dit virke er så mangeartet, at der burde have været flere talere til at dække de forskellige aspekter. Jeg har ikke mulighed for at dække hele spektret. Jeg vil derfor begrænse mig til at fokusere på tre emner: Holberg, satire og teater. Og jeg vil lægge ud med at kikke nærmere på forskelle og overensstemmelser, jfr. fundatsen. Det er dog umiddelbart tydeligt, at du og Holberg deler en vis forkærlighed for lavkomik på højt niveau.
Der var imidlertid to ting, Holberg foragtede over alt i verden. Det var hunde og opera. Hvordan dit forhold til hunde er, ved jeg ikke. Og jeg er heller ikke sikker på, jeg ønsker at vide det. Det er noget andet med opera. Hvad angår klassisk musik i det hele taget har du gjort en kæmpe indsats gennem bl.a Den klassiske musikquiz, der på helt holbergsk vis folder sig ud som intet mindre end folkeoplysning i underholdende form.
Holberg var i sit virke en enegænger, som lagde vægt på – i hvert fald i teorien – at satire skulle tage sigte på almene, samfundsmæssige temaer, aldrig mod enkeltindivider. Her må man sige, du opererer stik modsat, gerne sammen med partners in crime, og på nærmest aristofanisk vis med målrettet sigte mod navngivne enkeltindivider.
I forhold til overensstemmelser, ligheder, så falder brugen af masker, mangfoldigheden af fiktive identiteter på tværs af køn og kategorier, straks i øjnene. Holberg antog skikkelse af en række personaer, herunder som veritabel litterær cross-dresser, hvor han spillede satirisk ud under dække af en fiktiv kvindelig karakter.
For dit vedkommende drejer det sig selvklart om karakteren stjernereporteren Kirsten Birgit Schiøtz Kretz Hørsholm. Kirsten Birgit har tilmed begået en bog, Hertil – og ikke længere, som måske ikke ligefrem er Aristoteles’ forsvundne treje bog om dramaet, men uanset hvad nærmest en satirens poetik-tok, som afsøger eller undersøger satirens grænser. Og sandelig, når man læser på s. 35, står der så ikke følgende om lige præcis det emne:
”Hvor skarp skal satiren være? Som en kirurgisk kniv! For som Holberg sagde: ”Som en kirurgisk kniv en sund satire jo er. Som en kirurgisk kniv, der heler, når den skær.” Det er nødt til at gøre ondt, før det gør godt, magten er nødt til at tage sin bitre medicin og komme under kniven, hvis den er syg. Verden er ikke lutter lagkage, den består også af en overordentlig mængde fordøjet lagkage i form af lort, og det er de lorte, satiren peger på. Ja, det er ubehageligt, men nogen skal jo gøre det, så samfundet ikke står i lort til halsen. Det er ikke rart, men satirens kniv heler, når den skær.”
Man kunne få en lille mistanke om, at Kirsten Birgit allerede her lægger op til Holbergmedaljen…
I en senere bog, angiveligt skrevet af Kirsten Birgit Schiøtz Kretz Hørsholm i samarbejde med Rasmus Bruun – eller også er det omvendt – hedder det s. 387 om emnet, at:
”Vi har brug for nogen, der kan få os til at indse, at fingeren skal pege på os selv, hvis vi ikke har selvironi nok til det.”
Også her er der en slående overensstemmelse med Holbergs radikalitet i satiren – som eftertiden stort set har udvasket i selvgod hygge og harmløshed. Den klassiske formulering hos Holberg om at den satiriske finger peger på os selv, falder i det satiriske digt, der er formet som en Apologi for sangeren Tigellius, og hvor han når frem til, at: ”Når andre vi beler, vi selv os ikkun laste.”
Motiveringen taler om din indsats til fornyelse af satiren i vor tid. Det handler i mine øjne om en helt speciel kombination af potent kulturel ballast – uden blusel eller berøringsangst – og avantgardistiske virkemidler, som indebærer en særligt sprængfarlig cocktail. Holberg stod netop på en solid klassisk grund, samtidig med at han var en for sin tid radikal modernist og avantgardist.
Og tager jeg et lidt længere – og mere nutidigt – perspektiv ind omkring satiriskenyskabelser, så er det oplagt at pege på Monty Python, som fik givet absurdisme og surrealisme en kæmpemæssig, ikke-elitær gennemslagskraft og udbredelse, netop i kombinationer med rod i solide kulturelle fundamenter.
Et andet eksempel fra denne lidt større horisont er Dario Fo, som Kirsten Birgit tilmed faktisk nævner i den satiriske poetik-tok-bog, dog først og fremmest i forbindelse med et citat af Shubi-dua. Jeg kan se af en bog om Fo, som er under udgivelse – og som jeg har haft lejlighed til at læse i – at der her igen er tale om det samme: en original kobling af dyb kulturel indsigt og viden med avancerede avantgarde-strategier, som resulterer i en helt usædvanlig slagkraft.
Det leder så over i det sidste punkt, nemlig teatret. 11.3. 2020 var vi i Bremen Teater til Sommeren på Birgitø og blev i løbet af forestillingen hensat i mere og mere måbende tilstande over det syrede, rablende, hæmningsløst gakkede univers, der udviklede sig for vores øjne i heftigt samspil med med et stort og totalt medlevende publikum. Undervejs meldte der sig så – det mener jeg godt, jeg kan godt sige her i den blide forjuletid – en fornemmelse af at både Dansk Skuespillerforbund og Danske Dramatikeres Forbund fik baghjul. Det var lidt pinligt. Som rimeligt velfunderet kender af modernistisk italiensk teater kunne jeg ikke andet end udbryde: ”Pirandello, go home!”
Det var så, hvad vi bagefter gjorde – gik hjem, tændte for tv’et og så, at Mette lukkedehele landet ned. Det var sidste udkald før lock-down!
Kære Frederik. Du har været med til at gøre avantgarden til folkeeje. Du har gjort kritisk intelligens til folkeeje. Derfor Holbergmedaljen. Skål og tillykke med den.
_____________________
Frederik Cilius takketale
Tusinde tak til komiteen. Jeg er meget beæret over at stå her på skibsplankerne fra Trefoldigheden bestænket med Christian d. 4’s blod og modtage en så fornem pris.
Jeg ved, at I i komiteen virkelig gerne har villet give mig den her pris, for I har i den grad slået knuder på vedtægterne for at få medaljen, som jo er en forfatterpris i hænderne på én, der aldrig har skrevet en bog. Men jeg kan selvfølgelig opfylde forfatterkriteriet på sigt, ved at gøre som alle andre småkendisser med små børn og en forfatterspire i maven, og skrive en dårlig børnebog på et tidspunkt.
Jeg skal være helt ærlig og sige, at da Bent Holm ringede for at spørge, om jeg ville modtage medaljen, troede jeg, at der var tale om en meget avanceret form for telefonfis. I har jo lige hørt Bent give motivationen for medaljen, og kan måske ikke fortænke mig i, at mistænke Bent for at være en fiktiv karakter opfundet til lejligheden? En kende overspillet, men alligevel troværdig – ja, tyv tror hver mand stjæler, jeg ved det godt.
Og ville man egentlig kunne forestille sig et mere perfekt Holbergsk komisk scenarie end; en Dr.Phil ringer fra en kulturministeriel priskomitté til en selvudnævnt antiautoritær, samfundskværulant rasmus modsat og halvstuderet røver som mig, og ser om han kan lokkes fra sidelinjens kommentatorposition og ind i varmen med lovning om medalje af sterlingsølv og skattefrie pengegaver? Kort sagt; ville jeg vågne op i Baronens Seng?
Men jeg blev enig med mig selv om, efter at have vurderet, at der ikke var tale om telefonfis, at der stort set ikke er en seng i kongeriget, jeg ikke vil lægge mig i for 75.000 kr. Så nu må vi se, hvor latterligt det udvikler sig. Vi er jo alle ludere for Vorherre.
Selve det at bo i et samfund, hvor man konstant skal tage sig i agt for hån, spot og latterliggørelse kan jeg til gengæld godt lide. Det er et samfundsprincip, vi i høj grad kan takke Ludvig Holberg for, og som viderefører af den kulturarv lader jeg mig hellere end gerne besynge af etablissementet.
Dét at være bange for at være til grin, er jo i sin essens en overvejelse af ens egen position, ens egne holdninger og ens persona. Man overvejer om ens person – med alt hvad det indebærer – kan angribes, og om det angreb er med rette? Det er sundt. Først når man føler sig absolut sikker på sin egen positions ukrænkelighed bliver det for alvor latterligt – som f.eks. når Mette Frederiksen på Folketingets talerstol i ramme alvor siger: ”Vi i middelklassen, skal nok klare os”, og det ikke bliver mødt med et gigantisk latterbrøl, kalder det for alvor på holbergske svirpere igen her i 2023.
Samtidigt er det også fra mange grupper de seneste år blevet moderne at påkalde sig ukrænkeligheden. Tit og ofte er begrundelsen for satirefritagelsen en udsat samfundsposition. Det kan være f.eks. være LGBTQI+-miljøet, der helst ikke vil gøres grin med, for de har i forvejen svært, men også alkoholikere, selvmordstruede, og stressramte politikere har kontaktet undertegnede og taget debatten offentligt i øvrigt med ønsket om ikke at blive gjort grin med.
Selv sammenslutningen af Islamiske nationer OIC, der tæller religiøst autoritære rædselsregimer som Saudi-Arabien, Præstestyret Iran og stadionbygherrene i Qatar, har taget sig en pause fra at smide bøsser ud fra højhuse og stene kvinder, der har været så uhellige at blive voldtaget, for at ringe til regeringen her til lands, og sige at de faktisk bliver rigtigt kede af, når nogen skænder og kritiserer den bog i hvilken de finder berettigelse for deres ugerninger. Faktisk bliver de så kede af det – i deres undertrykte minoritetssamfund af 1,7 milliarder ofre – at hvis vi ikke holder op med det, så slår de os ihjel. Eller endnu værre holder, så holder de op med at købe vores mælkeprodukter.
På torsdag skal det så op til afstemning i Folketinget om der skal tages hensyn, og det skal der åbenbart. En verdensreligion er altså så sårbar, at den skal have særstatus. Her ville det have været rart med en holbergsk-orienteret regering, der svarede klagerne, at i et oplyst sekulært samfund bliver ALLE og SKAL ALLE ideer udsættes for hån, spot og latterliggørelse.
Holbergmedaljen 2021 gik til Dorte Karrebæk
Der blev i den sammenhæng afholdt taler af Holbergkomiteens Bent Holm og Peder Frederik Jensen, samt af årets prismodtager, Dorte Karrebæk.
Formand for Holbergkomiteen, dr. phil. Bent Holm sagde den 3. december ved uddeling af Holbergmedaljen 2021:
Velkommen til Holbergmedaljen 2021. Mit navn er Bent Holm. Jeg er formand for komitéen, der står for uddeling af prisen, og som består af repræsentanter for forfatterverdenen og den akademiske verden- Holberg var forfatter og akademiker. Komitéen er forfatterne Peder Frederik Jensen og Tomas Lagermand Lundme, direktør for Dansk Sprog- og Litteraturselskab Karen Skovgaard-Petersen og undertengede, samt Jens Smærup Sørensen, som formand for Statens Kunstfonds projektstøtteudvalg for litteratur.
Motiveringen:
Holberg-medaljen tildeles i år forfatteren og tegneren Dorte Karrebæk med motiveringen:
Dorte Karrebæk er unik. Hun taler med de to-årige, med mideladrende og med oldinge i en streg og sprogtone, der altid er til at aflæse og som altid er lidt rystende. Hendes univers går fra realisme til det groteske, altid med humor, altid med prægnans og præcision. Hun afsøger sanselighedens muligheder. Hvordan mærkes verden, hvordan ser den ud, hvordan lugter den, og hvordan lyder den når man f.eks ikke kan høre? Karrebæk bruger sin kunst til at frisætte mennesket, baseret på dyrt købt viden, erfaring og historie, uden at moralisere. Hun tegner med en ømhed, der skaber empati for alt det, der rører os, når vi begiver os ud i en vaskeægte Karrebæk-verden. For det, og for hendes konkrete arbejde med flere Holbergklassikere, modtager hun medaljen.
Medaljen:
Holbergmedaljen – litteraturens svar på Eckersbergmedaljen og Thorvaldsenmedaljen – blev uddelt første gang i 1934 på Det Kgl. Teater ved Dansk Forfatterforenings 40-års jubilæum og Ludvig Holbergs 250-års fødselsdag. Den tildeles ifølge fundatsen:
“En dansk skønlitterær eller videnskabelig forfatter […] som en anerkendelse for et litterært eller videnskabeligt værk eller for den pågældendes forfattervirksomhed som helhed […] en vis åndelig forbindelse til Holbergs psyke, hans litterære tendens eller ejendommelige forening af videnskabsmand og skønlitterær forfatter, hans vidtspændende ræsonnerende, satiriske eller samfundsbedømmende produktion bør tages i særlig betragtning.”
Medaljen er skabt af Arno Malinowski, teknisk set som en mønt, ganske vist en stor én af slagsen (og ledsaget af 75.000 kr.), der på forsiden viser et profilportræt af Ludvig Holberg og på bagsiden har inskriptionen “For Aand og Tanke”. Den er siden, uanset krig, corona og andet, uddelt årligt – med kn et enkelt overspring tilbage i 1936- typisk som vekseldrift mellem kunstnerisk og akademisk udmærkelse, og altså netop i krydsfeltet mellem ånd og tanke. Listen rækker inden for det skønlitterære felt fra f.eks. Henrik Pontoppidan og Karen Blixen og frem til senest Helle Helle.
Stedet:
Men også logistisk befinder vi os tæt på Holbergs ‘ånd og tanke’. Netop her på matriklen, i Admiral Gjeddes Gård, fungerede Holber i en periode i 1709 som huslærer, og det med betydelig fiaske. En del af grunden blev solgt fra til Borchs Kollegium, hvor han boede i nogle år, og hvor han senere hen fungerede som efor. Og Holbergs professorbolig ligger lige rundt om hjørnet. Det skal også siges at vi befinder os i et rum, hvor Holberg beviseligt ikke har sat sine ben. Gjeddes Gård brændte i 1728 og først blev fuldt genopbygget senere. Men det har til gengæld Holbergs heltekonge Christian IV, da det er ganske vist, at gulvplankerne vi står på, hidrører fra det legendariske kongeskrib ‘Trefoldigheden’.
Tildelingen:
I år tildeles medaljen altså en forfatter og billedkunstner, som et gedigent udtryk for komiteens ophøjede foragt for konventionelle opdelinger i genrer og kategorier, og netop dermed dybe respekt for Holbergs ‘ånd og tanke’.
Holberg var en historiefortæller. Han betjente sig uden berøringsangst for alle mulige og umulige- herunder teatret- formater for at få sit budskab igennem. Det handler om, siger han i Moralske Tanker: “under opdigtede historier” at behandle “vigtige ting, såvel i politik som i moral, så at deres læsning er ikke mindre nyttig end behagelig.” Dybde og seriøsitet parret med underholdningsværdi, kort sagt. Han lader et sted sit alter ego, den sprænglærde Just Justesen sige om skuespil, at “Børn læser et deri, og mænd – i betydningen voksne- et andet.” (Just Justesens betænkning over Komedier.)
Holberg var en mand af mange ord og få billeder. Han lader sit våbenskjold vise en spaltet klippe, et hult bjerg, som en ekstremt dårlig vittighed- Hol-berg. Også hans signet, seglet, viser klippen, der står urokkeligt fast midt i alle slags brodsøer og brandstorme og forsynet med påskriften “Bestandighed“, som var stort set diametralt modsat hans reelle temperament, Holbergs ‘psyke’, som fundatsen taler om. Men selv om han altså ikke i snæver forstand var billedmager- uanset at nogen har foreslået, at han selv skitserede de første Peder Paars-illustrationer- så er hans sprog gennemført visuelt: fysisk-plastisk-kropsligt i sit udtryk: “Her på Bjerget holder vi for at jorden ikke er rund, men flad som en pandekage.” “Der er dem, som siger jorden løber og solen står stille”, “Morlille er en sten”, “Jeg er så uskyldig som et barn i moders liv”, osv.
Jeg skal nu give ordet til taleren, som vil uddybe komitéens motivering. Og til slut vil der være dækket op til buffet og almindeligt muntert samvær.
—
Peder Frederik Jensen, forfatter og medlem af Holbergkomiteen, sagde ved samme lejlighed:
Hvor skal vi begynde? Med anden verdenskrig og de, måske primært kvinder, der levede, men slet ikke udlevede deres liv i skyggen af mændenes krig og stearinfabrikker? Eller skal vi begynde i sanserne? Er det farverne og materialerne, fingerspidsfornemmelsen og følsomheden for papir, faldskæmrsstof, blæk, kul eller rødspætteskind? Er det i stakken, de mere end 200 bøger du har skrevet, illustreret, tegnet eller på anden vis bidraget til? Er det i den sociale forståelse? Arbejdet med udsatte mennesker? Er det i humoren? Den i galge og den i fri form? Eller er det måske karaktererne? Dine egne kvinder og piger med skæve tænder, gnistrende vrede, men også livshungrende øjne og tykke lår? Er det hos Jeppe, der vågner i Baronens seng og overvældes med sin gule nathue, og udbryder: “Nille, jeg tror jeg er kommet i paradis. Nille og det endda ganske uforskyldt.”
I din streg og Kåre Bluitgens gendigtning, ser man den overraskende antihelt i nattrøje, væbnet med vinger som en af de engle, der også hører til i dit mangefacetterede katalog. Hvor skal vi tage fat? Skal vi hylde dig som den første illustrator, børnebogsforfatter, der har modtaget Holbergmedaljen? Ja, til det første, nej til det sidste, for der er et citat, jeg gerne vil læse op. Er par linjer, jeg synes passer på dig, og på hvorfor, du ikke skal have medaljen for at lave børnelitteratur, men derimod for at lave menneskelitteratur. For:
“…uden barnet mister vi fornemmelsen for vores egen oprindelse. Vores ægte følelser. Vores instinktive klogskab. Vores forbundethed med naturen. Vores dybde. Vores forundring over stjernehimlen.
Og det ved de inde i børnelitteraturen. Og de ved, at det haster. Med både barnet og verden. Derfor er der kommet denne nye alvor ind i ord og billeder. Det har også noget at gøre med det, de snakker om ovre i Glasgow. Der er ikke tid til pjat. Barnets genkomst og genopstandelse fra regnearkerne er lig med Jordens redning. Intet mindre.
Det nye ord hedder ‘menneskebøger’. Bøger for alle mennesker. Historier, der består af så mange lag, at man kan stå af og på og kigge højt og dybt, alt efter hvor man befinder sig i livet. ”
(Steffen Larsen, Politiken)
Så go’morgenfrue må jeg låne din klokkeblomst eller kan du ikke høre, din døvnælde. Det er nye tider. Ja, men for dig har det altid været nye tider, der har aldrig været tid til pjat. Det har altid vret alvor i dine ord og billeder. Så, selvom man jo aldrig ved, om latinen har udviklet sig, siden degnen var ung, er LANA en ulv og COENA en natpotte. Det var degnen, da Erasmus Montanus’ far beder ham oversætte knægtens uforståeligt højpandede brev fra latin, og det ved du også: hos dig er en natpotte virkelig en natpotte, et menneske er et menneske, en sorg en sorg, et vilkår et vilkår, et tabu til for at blive udfordret, en spade en spade, og sproget noget man kan lege med.
Du er en af dem, der har skabt fundamentet for den udvikling, den bevægelse, Steffen Larsen kalder menneskelitteraturen. Et sansende, tegnende og rystende menneske. Du taler klart, råt, poetisk og humoristisk til alle vores sanser. MEN. Når man læser og ser dine bøger, forstår man, hvor vigtig synssansen er. Uden den ingen læsning- hverken af tekst eller billede, ansigtstræk og bagvendte rygge inkklusiv en bred bagdel i undertøj eller verdens mange former og farver.
I din bog, Det var nok det bedste, får man en fornemmelse af, hvor det stammer fra. Altså, hvor den grunderfaring har sit udspring. Bogen er tegnet autofiktion. Den handler om at vokse op med en næsten døv mor, der tog alt tøjet af, når hun kom hjem, og som på alle måder beskrives som et specielt menneske, der ikke har været nem at være datter af.
Man ser barnet, både det treårige og det tresårige, forsøge at nå ind til sin mor, og måske ser man det samme i dine tusinder af projekter? Der bores! Der søges! Der ledes! Hvad ledes der efter? Afklaring? Opklaring? Fred? Med dine ord: Det sublime. Ofte i selskab med din man Ole Dalgaard med aliasset Oscar K.
Rygtet vil vide, at i har en kat der hedder Diller, og at det er lidt pinligt at kalde på den i rækkehuskvarteret hvor i bor, men i har også et dybt kreativt, fuldkommen unikt kunstner- og sjælefællesskab. Det hele folder sig ud i sort humor og konsekvent afidyllisering af tilværelsens groteske vilkår. Som læser, og som følger af jeres arbejde, må jeg bare takke for de mange præcise linjer og de mange skæve tegninger i har beriget verden med.
Sansere, og ders arbejde i verden er helt afgørende for at finde ind til kerne i dit arbejde. Din præcision, din kunnen. Du sætter din pen midt i eksistensens betændte steder. Der er meget bevægelse, opløsning og opsplitning af sind og personer. Arme og hoveder i flertal flyver fremad i bøgerne fra side til side, meget modsat din skrift, der er holdt i stram stil, med en udpræget sans for ikke at sige mere end det nødvendige. Igen tænker man: det kommer fra barnet, der skal råbe de døve op, de døve, dansende, nøgne voksne og deres mærkelige teaterliv.
Listen over folk du har samarbejdet med, og som må have betydet noget, meget, en del og måske alt for dig, er lang. Til det vil jeg sige, at det er ovenud vidunderligt at botanisere i dine fællesskaber, for i samarbejde med andre har du brudt tabuer, transcenderet, kommunikeret, oversat, fortolket og en masse andet, og man tænker: Lige børn leger bedst, men de skæve har det sjovere. I har med garanti grinet og grædt og der er blevet søbt ikke så få kugler og kander ved dit tegnebord, og vel ret væsentligt også: i din praksis som underviser på Kolding Designskole, og selvfølgelig også som formidler af livsens vilkår til alle aldre.
Den bog fra din hånd jeg har læst flest gange, er en slidt lille sag, udgået fra biblioteket og på en eller anden måde endt i børneværelset hjemme hos os, hvor den udgjorde den allerførste af de bøger, min datter har fået læst højt.
Bogen er i mine øjne et diskret mesterværk fra den ende af boghylden, der sjældent overlevet savl, børneklør og pludselige bevægelser fra de aller mindstes ukoordinerede kropssprog:
Der var engang en lille
Hun vidste hvad hun ville
Den røde på den blå
Den grønne ovenpå
Så skal vi have den gule
Den vipper vist en smule
En lilla og en sort
Hvor er det blevet stort
Til allersidst mit krus
Så har vi millens hus.
(En lille der ville af Dorte Karrebæk. Gyldendal)
—
Dagens sidste taler var årets modtager af Holbergmedaljen, illustrator og forfatter Dorte Karrebæk:
Tak for Holbergmedaljen. Tak til medaljeudvalget. Tak til alle jer der er kommet.
Holberg har nok ikke fået et ord indført i udvalgsarbejdet, havde han det, er det ikke så sikkert at jeg stod her og fik medalje, samt lov til at tale ucensureret om tilværelsen som den opleves af en ordblind, ælgammel illustrator, der en gang i mellem vover at sætte ord på at mennesket har så mange sære ting for.
Efter en storm der havde lagt adskillige træer ned i nordsjælland, foreslog T at vi gik en tur langs vandet, hvor bølgerne havde vendt stenenen og muligheden for at finde nye fossiler var større end normalt. Den dag lærte jeg hvad man skulle se efter: Organiske former. Prikker og striber. Gattet i bunden. Farverne i flint. Skønhed: Guddommelige små sten med fortidens tegn på ryggen.
Han sagde: Gå langs vandkanten. Lad øjnende løbe cirka tyve centimeter foran dine skosnuder, som en lommelygte der lyser fra side til side. Gå imod solen så du ikke kaster din skygge foran dig. Der finder du dem, hvis de er der. Husk altid to ting. Ét: hvis de er der, og to: hvis du ser dem.
Glæden ved at finde en forstening er personlig. Udløser øjeblikkelig taknemmelighed. Nærmest lykke. Så flyver tankerne opad. Lyse og lette som fjer.
Da jeg flyttede fra Spanien til Juelsminde, helt tæt på havet, genoptog jeg mit stenfinderi. Her var himlen højere end noget andet sted jeg kender, og tankerne fløj som serieproducerede sæbebobler op i det blå, og der braste de. Små løsrevne bogstaver ramlede ned igen og samlede sig til nye sætninger, som jeg ikke selv kunne have fundet på og heller ikke kunne fastholde hvis jeg ikke skrev dem ned øjeblikkeligt.
Sådan en sætning kunne være: “Tilfældighederne ligger nogle gange så præcist plaseret at man tror de er lagt med vilje.”
Den formulering var jeg godt begejstret for, tæt på selvglad. Den opstod da jeg i strandkanten, i en bunke småsten, så at nogle hvide sten i bunken havde forenet sig til en lille stjerneform: Jeg bøjer mig helt ned for at nærstudere dette fænomen, og bingo: en af de små sten i stjernen var en forstenet musling. Fundet helt tilfældigt.
Da jeg kom hjem og begjestret fortalte om min oplevelse, forsvandt magien ligesom en hemmelighed forsvinder, når den bliver hvisket videre. Jeg erkendte at ikke alt skal siges eller skrives, men at glæden ved at udvikle tanker måske var selve meningen.
Hele den periode gik jg hver dag i mit eget laboratorie. Øvede mig i at sortere og i at gennemskue min trang til højrøvede sætninger imedens jeg fandt sten. Og så en dag- mit i mit lukkede rum på stranden- stod der en mand foran mig med kasket og camouflagetøj, samt et vredt udtryk i fjæset:
“Jeg har set dig gå og samle sten på alle strandende her over en længere periode.”
“Ja.”
“Du og andre turister….”
“Jeg bor her!”
“Og andre turister fjerner hver dag tusindvis af sten for at male på den.”
“Jeg maler ikke på dem- jeg finder søpindsvin.”
“Det forandrer ikke noget. Hvor mange finder du om dagen?”
“5-6 stykker. Måske 10 når det går højest.”
“Og hvor længe har du gået her?”
“Ca. 2 år, on and off.”
“Det er 730 dage plus lidt mere ved skudår, 731 dage gange 10 er lig 7310 sten. Og hvis det så er det samme for cirka 100 turister, så….”
“Jeg bor her!”
“…turister, så er det en uhørt forbrydelse og den kan jeg ikke være vidne til.”
“Hvorfor vender du dig ikke bare om og går?”
“Fordi jeg er mit private kystværns eneste ansatte. Ingen andre gør noget. Alle ved at havene stiger og så kan jeg ikke have at du og de nadre turister…”
“JEG BOR HER!”
“…turister er med til at bane vejen for at Juelsminde forsvinder i højvandet. Alle sten på stranden skal blive liggende. Basta! Vi kan ikke undvære en eneste.”
Så kravlede han op på stien og går videre på sin vagt. Jeg ser på de sten jeg har fundet og sorterer de skårede fra og lægger dem tilbage på stranden. De næste dage er jeg i vildrede. Spekulerer på den magt negativitet(en) har. Hvor let den smitter, og hvor let man lader den få plads.
Men efter en uge med surmuleri er jeg tilbage på stranden igen. Hel uden storslåede tanker, og selv øjnene er bange for at finde for mange sten. Alligevel kan de ikke lade være med at løbe hen over stranden som en lommelygte.
Og så sker der flere ting samtidig: 1) Jeg får øje på noget i sandet: En rund messingtingest med tomme skruehuller, 2 stk. uden skruer, ca. 5 cm. i dameter.
Jeg havde lige set filmen om de stakkels unge tyske drenge der måtte rydde vesterhavsstrandene efter Anden Verdenskrig. Min fantasi fejler ikke noget, den skal bare have et skub i den forkerte retning, og han kommer nu i form af den selvbestaltede kystvagt i camouflage- lige der – oppe på stien…
En djævel har sat sig på min ene skulder. Uden tøven skubber den min engel, som plejer at sidde der, ned i sandet, hvor den ligger og basker med benene alt imens jeg styrter påtaget kvinde-forvirret op til ham og halvstammende udbryder:
“Hvor var det heldigt at du kom – der ligget noget der ligner det øverste af en mine nede på standen. Hvad gør man???”
Han mumler noget om politiet.
“Det tænkte jeg også, men kan du ikke lige gå med ned og se på den? Vi skulle helst ikke fremstå som et par idioter, hvis det slet ikke er noget farligt.”
“Nejj-næææ” siger han. Han har ikke lyst. Men jeg springer i forvejen og så kommer han tøvende efter. Vi standser cirka to meter fra objektet. “Jaa-jaa” siger han og klør sig i nakken som mænd gør: “Det sku sgu godt ligne ….”
“Av for sagomel” tænker jeg. Først nu går alvoren op for mig. Tænk hvis det er en gammel mine. Så kan han blive sprængt i tusinde stykker og det er min skyld. Jeg ser avisoverskrifterne for mig: “Hævn årsag til tragedie i Juelsminde.”
Jeg hiver i hans camouflagefrakke for at få ham væk i et stykke og jeg er pludselig skide bange. Men han er trådt i karakter. Han har fået fat i en pind på cirka én meter, og prikker nu i sandet under minelåget. Godt tænkt! Jeg har ikke mere noget valg. Jeg må gå op i røg sammen med dette ubehagelige menneske – det var IKKE PLANEN!
Der sker intet andet end at han yderst på sin pind løfter et låg af en slags op og hans ansigt hoverer så det halve kunne være nok. “Den må du få” siger han og smider det foran mig. Det vil jeg frygtelig gerne. Foruden søpindsvin, så er gamle skruelåg af messing lige noget for mig, men jeg synes at det tilhørte ham… “Så – ta du det” siger jeg.
Han ænser mig ikke mere. Kravler op på stien og forsvinder.
Jeg har siden kun set ham i det fjerne. Og hvis han får øje på mig, gemmer han sig i buskene. Jeg må undertrykke min lyst til at gå hen og sige “Bøh!”, men det ville være decideret ondskabsfuldt!
PS. Jeg snuppede låget. Det ligger her [ved talerbordet] for at minde mig om, at du skal opføre dig pænt Dorte Karrebæk, ellers er der kontant afregning!
Og hvad har det med Holbergmedaljen at gøre? Intet.
Jeg tænkte blot at hvis Holbergs ånd sag og lyttede oppe i et hjørne af loftet, så ville jeg bare så gerne fornøje både ham og jer. Om det så gavner noget, det ved jeg ikke.
Holbergmedaljen 2018 gik til Peter Zeeberg
Formand for Holbergkomiteen, Bent Holm sagde den 3. december ved uddeling af Holbergmedaljen 2018:
Velkommen – vi har besøg af ministeren, velkommen – til uddelingen af
Holberg-medaljen 2018, der tildeles latinisten og renæssancemennesket
Peter Zeeberg. Mit navn er Bent Holm, jeg er – og jeg skal advare om
at der nu kommer et ord, der kan føles krænkende – formand for
komitéen, som består af repræsentanter for den litterære verden og for
forskningsverdenen: forfatterne Ursula Andkjær-Olsen og Peder Frederik
Jensen; direktør for Det Danske Sprog- og Litteraturselskab Karen
Skovgaard-Petersen; og endelig Jens Smærup Sørensen som formand for
Statens Kunstfonds projektstøtteudvalg for litteratur, samt
undertegnede.
Komiteens motivering handler om, at:
Peter Zeeberg har en enestående evne til at omsætte de krævende
latinske tekster til et nutidigt, nuanceret og levende dansk. Som
forsker har han helt siden 1980erne været en central skikkelse inden
for studiet af dansk renæssancelitteratur. Særligt har han ydet en
banebrydende indsats i udforskningen og fortolkningen af Tycho Brahes
raffinerede latinpoesi, en ofte upåagtet del af den store astronoms
virke. Endelig har Zeeberg været en af hovedkræfterne i den netop
afsluttede Holberg-udgave ved Det Danske Sprog- og Litteraturselskab,
senest som ledende redaktør i bogudgivelsen Holbergs Hovedværker.
Prisen består i en medalje i sølv med et profilportræt af Ludvig
Holberg skabt af Arno Malinowski og herudover kr. 75.000. Teknisk set
er det en mønt mere end en medalje, men det er en mønt af en art, hvis
sande værdi dagligt tager til.
Huset
Huset, vi befinder os i, Admiral Gjeddes Gård, har på mange måder
tilknytning til begivenheden, i og med at her fungerede Holberg en
periode i 1709 som huslærer, tilmed med betydelig fiasko. En del af
gårdens grund blev solgt fra til Borchs Kollegium, hvor Holberg boede
i fem år 1709-14, og hvor han sidenhen i seks år 1748-54 fungerede som
efor. Og Holbergs professorbolig ligger jo lige rundt om hjørnet.
Gjedde-gården brændte i 1728 og blev først fuldt genopbygget årtier
senere, og vi kan kort sagt konstatere, at vi er på et af de steder i
hovedstaden, hvor Holberg bevisligt ikke har sat sine ben. Men på den
anden side: vi lever i en tid, hvor grænserne mellem fiktion og fakta
flyder, hvor oplevelse prioriteres over kendsgerninger – eller
”kedsomhed” – hvor følelser overtrumfer fakta – Holbergs talte om, at
”en indbildt Herlighed er en virkelig Herlighed”; så hvis vi oplever
og føler, at vi befinder os dér, hvor Holberg holdt skolestue, så er
vi i Holbergs skolestue. Jeg skal derfor kort ridse op, hvad der står
på skemaet for i dag.
Efter først at have talt lidt mere om medaljen vil jeg give ordet til
Karen-Skovgaard-Peterseen, som vil uddybe komiteens motivering og
overrække prisen, og medaljemodtageren vil muligvis selv sige et par
ord. Herefter vil der være dækket op til almindeligt muntert samvær
med buffet – ”at det”, som der, let omskrevet, stod på plakaterne til
Lille Grønnegade Teatret, ”Klokken fem kan have Ende”.
Medaljen
Om Holbergmedaljen skal siges, at den blev uddelt første gang i 1934
på Det kgl. Teater, det var til Vilhelm Andersen, i forbindelse med
Dansk Forfatterforenings 40års jubilæum og Ludvig Holbergs 250års
fødselsdag, og den er siden uddelt årligt – på nær et enkelt
overspring, en model, som nu altså ses plagieret af Nobelkomiteen.
Ifølge fundatsen tildeles medaljen:
en dansk skønlitterær eller videnskabelig forfatter […] som en
anerkendelse for et litterært eller videnskabeligt værk eller for den
pågældendes forfattervirksomhed som helhed […] en vis åndelig
forbindelse mellem Holbergs psyke, hans litterære tendens eller
ejendommelige forening af videnskabsmand og skønlitterær forfatter,
hans vidtspændende ræsonnerende, satiriske eller samfundsdømmende
produktion bør tages i særlig betragtning.
Medaljens forside prydes som sagt af et profilportræt af Holberg.
Bagsiden af medaljen bærer inskriptionen ”For Aand og Tanke”, hvor det
vigtigste ord er ”og”: det dækker sammenhængen, dobbeltheden i det
holbergske projekt, dialogen mellem fabulering og lærdom, mellem det
kunstneriske og det akademiske, det intuitive og det refleksive,
bogstavelig talt udmøntet i medaljen, og altså også afspejlet i
sammensætningen af komiteen, og udviklet i vekseldriften mellem en
kunstnerisk autor og en lærd forsker som prismodtagere. Listen af
modtagere omfatter bl.a. betydelige Holbergforskere i det filologiske
felt som F.J. Billeskov Jansen, Aage Kragerup, Svend Eegholm Pedersen,
og skønlitterære navne som Henrik Pontoppidan og Karen Blixen – og
senest Kasper Colling Nielsen. På listen fandt jeg til min forbavselse
ikke Peter Seeberg, altså ikke Peter Zeeberg, men Peter Seeberg. Det
rådes der så måske også en smule bod på nu.
Jeg skal hermed give ordet til Karen Skovgaard-Petersen, som vil
uddybe komiteens motivering.
Bent Holm, dr. phil., formand for Holbergkomiteen
Holbergmedaljen til Kaspar Colling Nielsen 2.12.2017
af Bent Holm
Reservat og internat
Ordet ’egensinnig’ har på svensk en positiv betydning. Hvor ’egensindig’ hos os mere står for énsidigt selvoptaget, bruges det dér modsat om vedholdende at forfølge sit eget særprægede projekt, uden smålig skelen til trends og tendenser. ’Egensindigt’ i denne svenske betydning kan man med rette kalde Kaspar Colling Nielsens forfatterskab. Lige så smalt det indtil videre er i omfang, ligeså bredt er det i tematik. Og niveauet, herunder ambitionsniveauet, har fra starten været højt – helt præcist 3.500 meter og med et grundareal på 590 kvadratkilometer svarende til Bornholm og lidt til!
Værket udvikler og udvider sig: Mount København 175 sider, Den danske borgerkrig 2018-2024 223 sider, og nu Det europæiske forår på 349 sider. Alle tre fokuserer på en enklave, et elitereservat, versus de andres afgrænsede eller udgrænsede arealer. Det er bjerget, som er for de velbjergede, men med et antal grønlændere på tålt illegalt ophold, og andre etniciteter forvist til Fyn og Jylland; det er Nordsjælland og Argentina for de rige og privilegerede; og endelig nu Lolland som kreativt paradis for de velsituerede, delvist opført på demoleret almennyttigt boligbyggeri, mens muslimer deporteres og interneres i lejren Frederiksstad i Mozambique.
Men det er samtidig tre meget forskellige bøger. I forlængelse af formandens ord om de tre dramaturgiske enheder, kan man sige, at Mount København fokuserer på stedet, det kunstige bjerg på Avedøre Holme; den anden, Den danske borgerkrig, på tiden – hovedkarakteren er qua et avanceret stamcelleprogram 475 år gammel og ser tilbage på borgerkrigen 2018-2024, hvor en aggressiv såkaldt Borgerfront er groet af finanskrise, globalisering og skattelyfiduser, og er drevet og næret af et voksende had til eliten og politikerne, i et kollapset Europa, hvor Catalonien løsriver sig, og USA isolerer sig – helt kontrafaktisk; og endelig folder Det europæiske forår sig – udover tid og sted – for alvor ud også i handling.
Fakta og fiktion
Den er dermed en rundere bog. Og netop fordi den er rundere, er den også skarpere. ’Handling’ handler her om, at bogen i høj grad bæres af sine karakterer – hoved- og birollerne; men også om, at den handler om at handle, eller nok så meget om ikke at handle. Karakterernes udvikling beror mere på, hvad tilfældet byder på og mindre på valg og beslutninger. De processer, som er handlingens bagtæppe, styres ikke af noget målrettet politisk projekt. Teknologien har taget over og lever sit eget liv, som tilmed, via avanceret nanoteknologi, kan skænke det evige liv som den ultimative narcissisme. Det overskud, karaktererne lever i, indebærer i virkeligheden et underskud. Karakteren Emmas anoreksi gestalter den eksistentielle spiseforstyrrelse, der huserer generelt. Med et ubehageligt paradoks får hun det først godt, eller i hvert fald bedre, da hun udsætter sig for rædslerne i Mozambique. Dette mentale vakuum søger karaktererne at udfylde på forskellig vis – bl.a. i selvcentreret ’samtidskunst’, fra post-minimalisten Phillip Todd, der arbejder med flamingofnuller, til bogens absolutte kulmination, musikalsk præcist placeret som optakt til slutsatsen, performance-installationen ’Det europæiske forår’ på Louisiana, som det gør ondt at læse, i al dens skærende og hjerteskærende kontrast til de rimeligt barske realiteter, der omgiver eventen.
Kaspar Colling Nielsen psykologiserer ikke. Han skildrer først og fremmest situationer og reaktioner renset for mellemregninger. Denne i en vis forstand lukkede – undertiden tilmed kliniske – måde at skrive på er i virkeligheden meget åben. Vi kommer selv på arbejde. Vi må selv koble og tolke. Det gælder helt ud i den minutiøse omhu i detaljen – situeringerne i Nørre Søgade, Vanløse, Kødbyen, Fætter BR, Dronning Louises Bro osv. – der kombinerer det fortrolige med det forfærdelige, som når det et sted hedder: ”Det ene øjeblik er man i Fakta for at hente mælk, et par dage senere er man ved at henrette nogen.” Her får klicheen om at blande fakta og fiktion en ny betydning.
Utopi og dystopi
I denne blanding af gru og hverdag kan man komme til at tænke på den svenske filminstruktør Roy Andersson – som i øvrigt skrev en bog med titlen Vor tids angst for alvor. Først og fremmest handler det dog om genren, om udnyttelsen af populærgenren science-fiction til at blotlægge og kortlægge uoverskueligheden. Her er så ganske klart linket til medaljenavngiveren, Ludvig Holberg. Dette var præcis den holbergske strategi, at pakke satiren ind i en populær genre, i form af komik, i komedierne, eller i en art præ-science fiction – i romanen Niels Klims underjordiske rejse, der sandelig også lægger ud med et bjerg, som hovedpersonen falder ned gennem, ned til et indre univers, og som er befolket med surreelle væsener og verdener, bl.a. landet Potu, hvor borgerne er træer og som følge deraf rodfæstede og besindige, og som for Holberg står for utopi. Colling Nielsens univers hedder nok snarere Potsyd, altså dystopi, hvor grundlæggende principper skrider – der er mere er tale om opløsningstid end om oplysningstid i hans fremskrevne spejlbilleder af samtidens scenarier.
Hos Holberg optræder imidlertid også som klangbund for komikken en dimension af misantropi og dystopi, som vi helst læser hen over – nationalscenen lover da også for tiden på sin hjemmeside ”masser af grin og løssluppen slapstick” (man tænker… ’afdæmpet slapstick’?). I et filosofisk digt tager Holberg problemet op – hvordan overhovedet takle verdens rædsler og absurditeter? Han opstiller to strategier, repræsenteret ved henholdsvis den leende og den grædende filosof, og når frem til, at latteren er en mere intelligent strategi. ”Den ene græd med grund”, siger han. Der er sådan set al mulig årsag til at fortvivle. Men så føjer han til: ”den anden bedre lo”. Den anden var klogere. I Det europæiske forår folder Kaspar Colling Nielsen en sådan komik-strategi ud i 3D, så fortællingen får fylde og dybde.
I hans realistisk-groteske univers er krydsfeltet mellem menneske og dyr et hovedområde. I Det europæiske forår møder vi f.eks. bavianen Felix, som bliver forfatter og begynder at skrive autofiktion. Dyret i mennesket, kloninger af mennesker og dyr, inklusive talende aber, er faktisk et ledemotiv i Holbergs surreelle indre verden. Han skrev tilmed en Metamorfoses, hvor dyr, ja, selv træer og planter, forvandles til mennesker, uden dog at helt slippe deres oprindelige natur. Og i et andet filosofisk digt når han ad snørklede omveje frem til, at svaret på, hvad et menneske er, er, at det er et ”Dyr, som man kand ikke definere.” Det er helt ejendommeligt, når man hos Kaspar Colling Nielsen et sted læser, at ”mennesket er […] et absurd dyr”.
Lærdom og visdom
Formanden nævnte, at medaljen i sit DNA har den holbergske vekselvirkning mellem lærdom og fabulering – mellem ”tanke” og ”ånd”. Denne flerstemmighed honoreres – udover komikken – til fulde af Kaspar Colling Nielsen. Han involverer egensindigt hard core økonomisk, filosofisk, sociologisk teori i fantasiuniverserne. Og ikke blot lærdom indgår, også decideret visdom, som jeg, til almen opbyggelse, og i lyset af den tilstundende højtid, vil slutte af med et eksempel på.
I Mount København tænker præsten Allan, at man kan nå Gud gennem ekstrem fysisk udmattelse. Under sin færd op på bjerget byder han sig selv umenneskelige strabadser, ender med at brække sig og glide ind og ud af bevidstheden, og: ”Som Allan lå der og betragtede himlen skifte fra blå, til rød og endelig sort, trådte HERREN frem for ham og sagde:
Du skal gå hjem og plante et figentræ i det sydøstlige hjørne af præstegården […] Om tre år, når træets øverste grene når op over gårdhavens mure, skal du høste fignerne, rense og flambere dem i Cointreau. På panden skal du tilsætte 200 gram økologisk rørsukker, som skal karamellisere, hvorefter du tilsætter lidt økologisk vildblomsthonning, fire deciliter vand, lidt sherry, balsamicoeddike, en kanelstang, tre nelliker samt en frisk rosmarinkvist. Lad fignerne koge én time i lagen og tag dem så op. Reducér efterfølgende lagen til en tredjedel. Fignerne afkøles og placeres nu i et rengjort sylteglas med tætsluttende låg, hvorefter den reducerede og afkølede lage overhældes. Fignerne kan spises dagen efter, og de kan holde sig i tre måneder. De syltede figner kan du servere for din menighed den første søndag i måneden. Senere på året vil din kone føde en søn, som du skal kalde Josef.
Golden Days 2017: Holberg på scenen, bag scenen og i foyeren
Tre Holbergfortolkere kom med bud på Holbergs betydning for teatret og byen under Golden Days 2017. Det var skuespiller Olaf Johannesen, instruktør og teaterdirektør Peter Schrøder og teaterhistoriker Bent Holm. Peter Schrøder talte om sit lange og utrættelige arbejde med Holberg på scenen:
“Først og fremmest vil jeg gerne takke for indbydelsen til dette arrangement her i dag. Jeg er her både i min egenskab af teaterinstruktør samt som Kunstnerisk Chef for Vendsyssel Teater i Hjørring, et teater som for nylig, helt nøjagtigt d. 17. Januar i år, kunne åbne sine døre for publikum i helt nye omgivelser, nemlig i form af et splinternyt teaterhus til 180 mio kr og som muliggør alle tænkelige former for teater, lige fra det klassiske prosceniumsteater til det cirkulære teater, også kaldet in the round formatet.
Efter således at have fået opfyldt alle mine ønsker, var det op til mig at stå for både valget og instruktionen af det nye Vendsyssel Teaters åbningsforestilling. I den forbindelse var der to forhold, som var mig magtpåliggende. For det første at signalere hvor teatret ønsker at befinde sig i folks bevidsthed i forhold til den danske teatertradition, og for det andet at kunne demonstrere, hvad dette nye teater kunne præstere på det tekniske område, at man her kunne opleve forestillinger, som man næppe ville have mulighed for at kunne opleve på de fleste andre teatre. Efter kort tids overvejelse faldt valget på Holberg, nærmere bestemt på hans fantastiske fabel ”Niels Klims Underjordiske Rejse”.
At det blev Holberg, var bestemt ingen tilfældighed. Lige fra min gymnasietid i 60`erne har jeg været fascineret af Holbergs tanker om anvendelsen af den sunde fornuft som et probat middel til forståelse mellem mennesker, samt af hans anvendelse af humor, når han påviser, hvor naragtige vi mennesker kan være, når vi negligerer den sunde fornuft.
Jeg er uddannet skuespiller fra Statens Teaterskole i Kbh i 1973, og har gennem hele min karriere både som skuespiller, og senere også som instruktør og teaterleder beskæftiget mig med Holberg. Det vil føre for vidt at gå i detaljer her, men lad mig kort nævne nogle af Holbergrollerne:
Niels Klim (alternerende med Frits Helmuth) i Kasper Rostrups mageløse iscenesættelse på Gladsaxe Teater i 1973.
Senere Henrik i Mascarade på Ålborg Teater -Harlekin i ènakteren De Usynlige samt Kilian i Ulysses von Itacia her i huset på Gamle Scene.
Og som instruktør:
Et skuespil, som ganske vist ikke er skrevet af Holberg, men som omhandler hans rolle omkring tilblivelsen af Den Danske Skueplads, nemlig Den Poetiske Raptus af Ernst Bruun Olsen på Odense Teater.
Ulysses von Itacia på Grønnegårdsteatret her i Kbh. Senere satte jeg også Ulysses op på Vendsyssel Teater, og så, som sagt her i marts i år, Niels Klims Underjordiske Rejse på det nye Vendsyssel Teater.
Satiren, ikke mindst udfoldet på TV samt i diverse revyer, fylder også en hel del på mit CV, og også her føler jeg mig om jeg så må sige ”i familie” med Holberg. Hans evne og tilbøjelighed til at balancere mellem spøg og alvor, at latterliggøre dårskaben og uforstanden er jo
omdrejningspunktet i alle hans komedier, men intetsteds fremstår hans ætsende satire og både fandenivoldske og raffinerede humor mere overbevisende end i Niels Klims Underjordiske Rejse.
Peter Zeeberg skriver i anledning af sin nyoversættelse af værket følgende: ”Romanen om Niels Klims Underjordiske Rejse er et hovedværk i Ludvig Holbergs store forfatterskab.
Her samles en lang række af forfatterskabets temaer i en underfundig og medrivende fortælling. Som filosofisk rejseroman betegner den et nybrud i dansk litteratur, som fik stor virkning i eftertiden. Men samtidig er den en slags afslutning. Den er den danske latinlitteraturs sidste store værk – og sammen med Saxos Danmarkshistorie – det der har fået størst international opmærksomhed. ”
Således udgør Niels Klim det perfekte afsæt for Vendsyssel Teaters ambition om at vedkende sig en dansk dramatisk tradition uden at skulle slå krøller på sig selv for at fremhæve nutidsrelevansen. Når man betænker, at værket har ca. 270 år på bagen, synes Holbergs betragtninger om sin samtid at antage nærmest profetisk karakter, så det stod hurtigt klart, at enhver form for bessermachen ville være aldeles utidigt. De friheder vi tog os omkring værket gik altovervejende på de scenetekniske løsninger. Teksten derimod fik lov at stå stort set uberørt. Kun i epilogen tog manuskriptforfatterne Anna Bro og Thor Bjørn Krebs sig et par dramatiske friheder, med min fulde velsignelse, for at kunne fokusere på om Klims storhedsvanvid er resultatet af en syg mands fantasi, ja at hans rejse måske i virkeligheden aldrig har fundet sted ?
Hvorom alting er: Stykket blev ved premieren på Vendsyssel Teater d. 17. Marts i år modtaget med stormende begejstring af såvel publikum som af pressen. Hvis nogle af de tilstedeværende her i dag ikke erindrer at have læst en anmeldelse af stykket på Vendsyssel Teater, så kan det meget vel have sin rigtighed, idet et par af vore største københavnske kulturaviser, som påberåber sig at være landsdækkende, ikke fandt det umagen værd at dække begivenheden, egentlig ganske forunderligt når man betænker, at begivenheden fandt sted på det første nybyggede teater i provinsen i over 100 år, og at forfatteren var ingen ringere end Holberg.
Nå, men tilbage til selve værket. Peter Zeeberg siger videre, og jeg er ganske enig: ”Niels Klims Underjordiske Rejse er seriøs morskabslæsning. Løssluppen humor og klog refleksion går hånd i hånd i denne roman om en selvsikker,ung akademiker der finder en ukendt verden i jordens indre. Her får han udfordret alle sine europæiske vaneforestillinger om fornuftig samfundsindretning i mødet med besindige,talende træer,hyperaktive aber – og uciviliserede mennesker. Hovedpersonen bliver ikke meget klogere af sine utrolige oplevelser, men læserne gør.”
Og her er vi fremme ved kernen mht. valget af netop Niels Klim som Vendsyssel Teaters åbningsforestilling.
Det er jo desværre en ubønhørlig kendsgerning , at vi mennesker har ualmindeligt svært ved at tage ved lære af egne fejltagelser. Gang på gang bliver vi op igennem vores historie
konfronteret med vore egne fordomme og vores utilbøjelighed, eller manglende evne, til at erkende og derved rette op på fortidens fejl.
Niels Klim er fuldstændig urokkelig i sin forblændede tro på det europæiske menneskes ufejlbarlighed og åndelige overlegenhed i forhold til andre folkeslag, kulturelt såvel som på det religiøse plan, og begår derved måske den største af alle menneskelige brølere, når det drejer sig om mellemfolkelig forståelse, nemlig, at undlade at sætte sig ind i andre kulturers tankegang, at forsøge at forstå hvad der ligger til grund for bestemte opfattelser,skikke,trosretninger,etc….i stedet for pure at afvise dem.
At søge at forstå sin modstanders tankegang, er jo ikke nødvendigvis det samme som at være enig med sin modstander, men det er unægtelig en god ballast, når det gælder om at manøvrere udenom konflikter.
Når man ser på de begivenheder der udspiller sig i Europa i dag, samt Europas rolle i forhold til den øvrige verden, så er det intet mindre end opsigtsvækkende hvad Holberg iagttager allerede i 1741 !
Lad mig give et par eksemplar på hans hvasse pen og skarpe iagttagelsessans:
Niels Klim besøger jo i løbet af sin underjordiske rejse adskillige lande og kulturer af højst forskellig og bizar karakter. Han agerer med foragt og latterliggørelse af disse kulturer og tankemåder. Ingen steder kan han indordne sig, fordi han dybest set ikke forstår disse landes grundvilkår. Til sidst ender han i et land, som beboes af tilsyneladende primitive mennesker kaldet Quamitterne. De er naive og aldeles uvidende ud i krigskunsten. De tror, at Niels Klim er sendt til dem som en anden Messias i form af ”Solens Søn”. Klim lader dem blive i troen, og oplærer dem i krigskunsten med det formål at underlægge sig hele det indre univers. Fjendens general Tomopolokolo tages til fange, og under en samtale mellem ham og Niels Klim i fængslet, fortæller generalen, at han har kendskab til en bog, som er skrevet på baggrund af et besøg i et land på overjorden, som hedder Europa. Niels Klim spidser øren og vil gerne høre nærmere om, hvad der står i denne bog om Europa. Tomopolokolo læser højt for ham, bla.a følgende:
”Fra Bologna begav vi os til Rom. Denne by regeres af en præst, der ganske vist kun har et ganske lillebitte rige, men alligevel opfattes som den mægtigste af Europas konger og fyrster. For mens de øvrige fyrster udelukkende har magt over deres undersåtters legemer og ejendom, kan han også kaste deres sjæle i ulykke.Europæerne tror, at nøglen til himmelen opbevares hos denne præst. De beføjelser han har, ikke alene overfor sine egne undersåtter,men over for hele menneskeheden, går især ud på, at de mennesker som Gud fordømmer, kan han frikende, og dem Gud frikender, kan han fordømme. En ganske uhyrlig magt ! En magt som folk her under jorden ville sværge på, at ingen dødelig kunne komme i besiddelse af. Men europæerne kan man uden videre bilde hvad som helst ind og binde de mest absurde idèer på ærmet – til trods for at de selv tror, at de er de eneste fornuftige mennesker, og i den overbevisning er så arrogante, at de ser ned på andre dødelige, som i deres øjne opfører sig barbarisk.
Et andet sted står der: ”Europæernes hellige bøger foreskriver, at man skal læse i dem dag og nat og altid søge deres sande mening. De råder også til overbærenhed overfor de vildfarne og svage. Men hvis nogen har en anden opfattelse end flertallet af befolkningen, bliver han straffet med fængsel,prygl og til tider bålet for sin ringe dømmekraft. Det forekom mig, at det svarer til at straffe en skeløjet eller svagtsynet med stokkelslag alene fordi genstande, der for mig er firkantede,for ham så runde ud. Jeg forstod at flere tusind mennesker af den grund var blevet hængt eller brændt efter ordre fra myndighederne, men i de sydlige lande er det aldeles forbudt at læse i samme bog – så folk er altså forpligtet til at tro på noget som de ikke kan læse om og lære at kende uden at gøre sig skyldige i en forbrydelse. I de samme lande er det forbudt at dyrke og tilbede Gud på andet end et ukendt sprog, så de eneste bønner der regnes for lovlige og gudvelbehagelige, er dem der fremsiges af folk, der ikke ved hvad de selv siger.
Der findes magistre i sprog og videnskaber, der underviser andre ikke bare i det de selv har lært, men også i emner de selv er aldeles uvidende om. Det er en stor opgave at formidle det vi selv ved besked om, men det er en endnu større opgave at videregive det vi ikke ved.”
Efter den svada slap Niels Klims humoristiske sans op, og generalen blev skudt på stedet.
Der kunne siges uendeligt meget mere om Holbergs forfatterskab og hans betydning for den danske skueplads, men tiden i dag tillader ikke, at jeg breder mig yderligere.
Vigtigst af alt er det dog at kunne konstatere, at hans skuespil sættes på scenen generation efter generation som et synligt bevis på, at den gamle mester jo nok har sat fingeren på et eller andet, der stadig vækker genklang. Og…… som man ville udtrykke det på vendelbomål: ”Det er nu int`så ring`endda !”.”
Holberg-medaljen 2014
Karen Skovgaard-Petersen, som sidder i Holberg-Samfundets bestyrelse, modtog 27. november 2014 Holberg-medaljen for sit arbejde med den digitale udgivelse af Ludvig Holbergs samlede skrifter. Holberg-Samfundets medlemmer var inviteret til at overvære overrækkelsen i Admiral Gjeddes Gaard..
Her følger komiteens motivering for tildelingen:
‘HolbergMedaljen for 2014 tildeles ledende redaktør, dr. philos. Karen Skovgaard-Petersen for hendes afgørende indsats i den kulturelle bedrift, som den elektroniske udgave af Ludvig Holbergs værker udgør. Karen Skovgaard-Petersen har målbevidst ledet den danske del af editionsprojektet og dermed tilsikret, at værket nu fremstår gennemlyst og tilgængeligt i et hidtil uset omfang. Som forsker med afsæt i latinen repræsenterer Karen Skovgaard-Petersen en klassisk omhu og fordybelse, der – ikke mindst i en tid, hvor humaniora står for skud – aftvinger respekt.’
Motiveringstale ved dr. phil. Bent Holm:
Constantia
Ludvig Holberg var en mand af mange ord og få billeder. Holberg insisterede på et teater ikke kun for øjet, altså oplevelsen – eller ’opleveren’ – men også for øret, dvs. intellektet. Den var ikke gået i dag.
Ikke desto mindre har Holberg sat sig visse visuelle spor. Et af dem er hans stokkegreb, som er blevet identificeret som Vogel des Selbsterkentnisses, selverkendelsens fugl, med andre ord visualiseringen af princippet nosce te ipsum, kend dig selv, forfatterskabets omdrejningspunkt, som da også er blevet editionsprojektets grafiske logo. Et andet billede er Holbergs våbenskjold, en klippe, der forsøgsvis har været udlagt som en ganske plat heraldisk vittighed, et hult bjerg – Hol-berg – omgivet af graner, som meget vel kan være norske, uden at vi i øvrigt skal komme ind på det med nationaliteten. Og så er der endelig for det tredje signetet, Holbergs segl, der igen viser billedet af klippen, der hér står klippefast urokkeligt midt mellem alskens frådende brodsøer og rasende brandstorme. Og som oven over er forsynet med eksplikationen ”Bestandighed”, det princip, som i tidens latinske konvention vil hedde Constantia.
Det er så dér, jeg vil hen, til motivet Constantia. Det er for dén intellektuelle og akademiske kvalitet, du hædres, i relation til din funktion som stor rorgænger på editionsprojektet og din position som humanistisk forsker.
Rorgængeren skal kunne holde kursen og så vidt muligt også sejlplanen, trods brodsøer og brandstorme. Et er en strategiplan at forstå, et andet editionsprojekt at føre – sikkert i havn. Forskeren skal kunne styre sin kurs fri af tilgange, som qua alamodiske måske nok er mere i kurs, men ikke af den grund nødvendigvis mere solide.
Det nævnes i fundatsen som en særskilt medalje-detalje, at ”en vis åndelig forbindelse med Holbergs psyke […] bør, i det omfang, hvori det er muligt, tages i særlig betragtning, når valget skal træffes”. Holbergs psyke var vægelsindet, stundesløs, krakilsk, kolerisk. Lige præcis dette kriterium har komiteen ud fra en samlet vurdering valgt at dispensere fra, da det skønnes, at du – netop qua din Constantia – ikke rigtig opfylder det. Men det opvejes jo omvendt så rigeligt i forhold til de øvrige kriterier, som taler ”forskning, udbredelse af kendskab til Holbergs liv og skrifter” o.l.
Forskeren
Du har en faglig fortid i Bergen af alle steder, Holbergs fødeby. Overrækkelsen burde have fundet sted på onsdag, på forfatterens fødselsdag den tredje december, men som åbenlyst uforbederlig recidivist er du den dag i Bergen af alle steder, tilmed i Holberg-sammenhæng, og derfor er festen lidt fremskyndet. I øvrigt ved man jo ikke med hundrede procents sikkerhed, på hvilken dato Holbergs fødselsdag falder.
Men det var i Bergen, du i 1999 blev dr. philos. på en afhandling om historiografi, Historiography at the Court of Christian IV. The Latin Histories of Denmark by Johannes Pontanus and Johannes Meursius, to latinske danmarkshistorier skrevet på kongelig foranledning. Universitetet i Bergen præsenterer den således: ”Afhandlingen fokuserer på samspillet mellem de ansatte historikere, tidens litterære krav og den danske regerings ønsker. Det påvises hvordan vigtige politiske spørgsmål i samtiden afspejles i den historiske fremstilling”. Unægtelig en problemstilling – relationen mellem historieskrivning, politik og selvforståelse – der ikke er blevet mindre påtrængende i mellemtiden.
Du har vedholdende i forskningsmæssig praksis insisteret på historien, filologien og klassikken som kulturelt fundament, herunder gjort svært tilgængeligt og derfor i høj grad overset stof tilgængeligt. Altså et i egentlig forstand humanistisk projekt.
Spørges der, hvad skal det nytte – og det gør der jo i disse tider – da svares, at det skal hjælpe os til at forstå os selv, at se os selv i historisk perspektiv, måske ligefrem at betragte os selv som en fremmed kultur, hvilket straks fører os tilbage i det holbergske hovedspor ”kend dig selv” som filosofisk kompas og altså også logo for editionsprojektet. Skæres den rod over, bliver det hele noget rod.
I en tid hvor forskere på den ene side opfordres til at blande sig i debatten og på den anden side rutinemæssigt stemples som støvede, hvis de – f.eks. i forhold til Danmarks Radio – gør konkret historisk faglighed gældende, har du stilfærdigt ihærdigt forfulgt det humanistiske og filologiske spor i henseende til bl.a. historiografi, ny-latin, boghistorie, antik-reception, spændende fra oldtid og middelalder og frem – ikke mindst i relation til Holberg – til det attende århundrede. Uden at falde for akademiske fristelser som populisme eller polemik.
Den ene gang, jeg har noteret mig dig på polemik-barrikaden, foregik det sobert og sagligt. Det var da en dagbladsanmelder fyrede vrede bredsider af mod ny-udgaven af Niels Klim i den heftige træfning, som i min verden går under navnet Klim-krigen.
Fundamentet
Filologiske, historiske, kulturelle forståelser er under pres i flere sammenhænge, undertiden i form af egentlig nedgøring, når der ikke leves op til forventningen om dyb overfladiskhed. Dele af humaniora trues af nedlæggelse. Andre dele opleves, som om de nærmere har nedlagt sig selv. Aladdin-myten fik ifølge Georg Brandes sit ulivssår i 1864. Det er, som om den ikke selv har opdaget det.
Men kan det ikke være det samme, at ”Mont Anus” for ”Montanus” er højden af vid, at et latinsk brev er noget, man tørrer sig med bagi, at latrin kort sagt er taknemligere end latin? Neo-fækalismen i dansk teater kunne man tale om. Er det andet end pedanteri at insistere på en fundering i et grundigt tekstarbejde? Holberg var imod pedanteri, javel, han hudflettede selvhøjtideligt bullshit, varmluftproduktion og sortsnakkeri – godt, han ikke sidder i akkrediteringsnævn nu om dage! – men han var og blev også en ilter fortaler for, at sagligheden og fagligheden skulle være i orden. Det var ikke nok at have snuset til søkortet. Man skulle også magte at styre skibet.
Værket står nu på et grundmuret filologisk fundament. Holberg er elektronisk tilgængelig. Han er gjort virtuel. Det diskuteres vistnok, om han var viril. Med ny-editionen kan han i hvert fald blive viral. Der er altså ingen undskyldning for fremtidigt byggesjusk i omgangen med ordene.
Kolik og komik
For at blive i det latrinære spor skal her til slut citeres fra Holbergs fortale til Sammenlignede Heltindehistorier, hvor han netop harcelerer over en tendens i tiden til ukritisk overfladiskhed:
Jeg sigter paa ingen i sær; men siger ikkun i almindelighed, at vore Skribentere, som tilforn have været distingverede ved Modestie, nu gaae udi fuld Galope til Charlatanerie; saa at hvad vi tilforn have bebreydet fremmede, bebreydes os nu af dem igien; thi ingen tager nu meer i Betænkning at agere Autor: ja man haver seet Haandverks-Folk, ja indtil Norske Bønder at commentere over historiske og politiske Sager, saa at Staden, som tilforn haver været plaged med Obstruction – altså forstoppelse – , nu laborerer af Tarmeløb.
Trøstende føjer han dog til, at:
Udi denne Skurren og udi disse Dissonancer var en Lykke for Staden, at paa samme Tiid et Musicalsk Societet blev stiftet, der ligesom ved Symphonier syntes at ville stille og dempe den Fermentation som Staden var bragt udi: Om det just haver haft saadan god Virkning, skal jeg ikke kunde sige.
Altså et råd mod intestinale intellektforstyrrelser: prøv musik imod kolik! Eller måske endnu bedre: komik imod kolik.
Metamorfosen
Du repræsenterer en heltindehistorie uden sammenligning og dermed altså ikke i Plutarchi måde. Om lidt undergår du en metamorfose, idet du indtræder – i øvrigt som den firsindstyvende medaljemodtager – i en række af bl.a. Holbergforskere, som omfatter Vilhelm Andersen, som den første i 1934, og derefter Th. A. Müller, Torben Krogh, F.J. Billeskov Jansen, Jens Kruuse, Aage Kragerup, hvortil kommer en lille håndfuld nulevende, som i fuldt omfang er her til stede for at hylde dig.
Da vi for nogle år siden lavede Ulysses von Ithacia på Aarhus Teater skete der på forunderlig vis det ved premieren, at en sommerfugl i slutscenen forvildede sig ind på scenen, flagrede nogle gange rundt i lyset i soffitten for til sidst at slå sig ned på Chilians skulder. Skuespilleren, som var Chilian, var ikke et sekund i tvivl. Det var Holberg, der gav sig til kende på den måde. På samme vis er jeg overbevist om, at Holberg lige nu holder en pause i sin dialektiske dialog med Sokrates over temaet ”Kend dig selv!” og nikker anerkendende: ”Godt gået, rorgænger!”
27.11.14.
Bent Holm
Om Holberg-medaljen
Holbergmedaljen uddeles hvert år i forbindelse med Ludvig Holbergs (1684-1754) fødselsdag den 3. december. Den blev indstiftet i 1934 for at hædre en dansk forfatter ”som en anerkendelse for et litterært eller videnskabeligt værk eller for den pågældendes forfattervirksomhed som helhed (…) under hensyntagen til en vis åndelig forbindelse til Holbergs psyke, hans litterære tendens eller ejendommelige forening af videnskabsmand og skønlitterær forfatter, hans vidtspændende ræsonnerende, satiriske eller
samfundsdømmende produktion”.