Holbergmedaljen 2018 gik til Peter Zeeberg

Formand for Holbergkomiteen, Bent Holm sagde den 3. december ved uddeling af Holbergmedaljen 2018:

Velkommen – vi har besøg af ministeren, velkommen – til uddelingen af
Holberg-medaljen 2018, der tildeles latinisten og renæssancemennesket
Peter Zeeberg. Mit navn er Bent Holm, jeg er – og jeg skal advare om
at der nu kommer et ord, der kan føles krænkende – formand for
komitéen, som består af repræsentanter for den litterære verden og for
forskningsverdenen: forfatterne Ursula Andkjær-Olsen og Peder Frederik
Jensen; direktør for Det Danske Sprog- og Litteraturselskab Karen
Skovgaard-Petersen; og endelig Jens Smærup Sørensen som formand for
Statens Kunstfonds projektstøtteudvalg for litteratur, samt
undertegnede.

Komiteens motivering handler om, at:

Peter Zeeberg har en enestående evne til at omsætte de krævende
latinske tekster til et nutidigt, nuanceret og levende dansk. Som
forsker har han helt siden 1980erne været en central skikkelse inden
for studiet af dansk renæssancelitteratur. Særligt har han ydet en
banebrydende indsats i udforskningen og fortolkningen af Tycho Brahes
raffinerede latinpoesi, en ofte upåagtet del af den store astronoms
virke. Endelig har Zeeberg været en af hovedkræfterne i den netop
afsluttede Holberg-udgave ved Det Danske Sprog- og Litteraturselskab,
senest som ledende redaktør i bogudgivelsen Holbergs Hovedværker.

Prisen består i en medalje i sølv med et profilportræt af Ludvig
Holberg skabt af Arno Malinowski og herudover kr. 75.000. Teknisk set
er det en mønt mere end en medalje, men det er en mønt af en art, hvis
sande værdi dagligt tager til.

Huset

Huset, vi befinder os i, Admiral Gjeddes Gård, har på mange måder
tilknytning til begivenheden, i og med at her fungerede Holberg en
periode i 1709 som huslærer, tilmed med betydelig fiasko. En del af
gårdens grund blev solgt fra til Borchs Kollegium, hvor Holberg boede
i fem år 1709-14, og hvor han sidenhen i seks år 1748-54 fungerede som
efor. Og Holbergs professorbolig ligger jo lige rundt om hjørnet.

Gjedde-gården brændte i 1728 og blev først fuldt genopbygget årtier
senere, og vi kan kort sagt konstatere, at vi er på et af de steder i
hovedstaden, hvor Holberg bevisligt ikke har sat sine ben. Men på den
anden side: vi lever i en tid, hvor grænserne mellem fiktion og fakta
flyder, hvor oplevelse prioriteres over kendsgerninger – eller
”kedsomhed” – hvor følelser overtrumfer fakta – Holbergs talte om, at
”en indbildt Herlighed er en virkelig Herlighed”; så hvis vi oplever
og føler, at vi befinder os dér, hvor Holberg holdt skolestue, så er
vi i Holbergs skolestue. Jeg skal derfor kort ridse op, hvad der står
på skemaet for i dag.

Efter først at have talt lidt mere om medaljen vil jeg give ordet til
Karen-Skovgaard-Peterseen, som vil uddybe komiteens motivering og
overrække prisen, og medaljemodtageren vil muligvis selv sige et par
ord. Herefter vil der være dækket op til almindeligt muntert samvær
med buffet – ”at det”, som der, let omskrevet, stod på plakaterne til
Lille Grønnegade Teatret, ”Klokken fem kan have Ende”.

Medaljen

Om Holbergmedaljen skal siges, at den blev uddelt første gang i 1934
på Det kgl. Teater, det var til Vilhelm Andersen, i forbindelse med
Dansk Forfatterforenings 40års jubilæum og Ludvig Holbergs 250års
fødselsdag, og den er siden uddelt årligt – på nær et enkelt
overspring, en model, som nu altså ses plagieret af Nobelkomiteen.
Ifølge fundatsen tildeles medaljen:

en dansk skønlitterær eller videnskabelig forfatter […] som en
anerkendelse for et litterært eller videnskabeligt værk eller for den
pågældendes forfattervirksomhed som helhed […] en vis åndelig
forbindelse mellem Holbergs psyke, hans litterære tendens eller
ejendommelige forening af videnskabsmand og skønlitterær forfatter,
hans vidtspændende ræsonnerende, satiriske eller samfundsdømmende
produktion bør tages i særlig betragtning.

Medaljens forside prydes som sagt af et profilportræt af Holberg.
Bagsiden af medaljen bærer inskriptionen ”For Aand og Tanke”, hvor det
vigtigste ord er ”og”: det dækker sammenhængen, dobbeltheden i det
holbergske projekt, dialogen mellem fabulering og lærdom, mellem det
kunstneriske og det akademiske, det intuitive og det refleksive,
bogstavelig talt udmøntet i medaljen, og altså også afspejlet i
sammensætningen af komiteen, og udviklet i vekseldriften mellem en
kunstnerisk autor og en lærd forsker som prismodtagere. Listen af
modtagere omfatter bl.a. betydelige Holbergforskere i det filologiske
felt som F.J. Billeskov Jansen, Aage Kragerup, Svend Eegholm Pedersen,
og skønlitterære navne som Henrik Pontoppidan og Karen Blixen – og
senest Kasper Colling Nielsen. På listen fandt jeg til min forbavselse
ikke Peter Seeberg, altså ikke Peter Zeeberg, men Peter Seeberg. Det
rådes der så måske også en smule bod på nu.

Jeg skal hermed give ordet til Karen Skovgaard-Petersen, som vil
uddybe komiteens motivering.

Bent Holm, dr. phil., formand for Holbergkomiteen

 

 

Holbergmedaljen til Kaspar Colling Nielsen 2.12.2017

af Bent Holm

Reservat og internat

Ordet ’egensinnig’ har på svensk en positiv betydning. Hvor ’egensindig’ hos os mere står for énsidigt selvoptaget, bruges det dér modsat om vedholdende at forfølge sit eget særprægede projekt, uden smålig skelen til trends og tendenser. ’Egensindigt’ i denne svenske betydning kan man med rette kalde Kaspar Colling Nielsens forfatterskab. Lige så smalt det indtil videre er i omfang, ligeså bredt er det i tematik. Og niveauet, herunder ambitionsniveauet, har fra starten været højt – helt præcist 3.500 meter og med et grundareal på 590 kvadratkilometer svarende til Bornholm og lidt til!

Værket udvikler og udvider sig: Mount København 175 sider, Den danske borgerkrig 2018-2024 223 sider, og nu Det europæiske forår på 349 sider. Alle tre fokuserer på en enklave, et elitereservat, versus de andres afgrænsede eller udgrænsede arealer. Det er bjerget, som er for de velbjergede, men med et antal grønlændere på tålt illegalt ophold, og andre etniciteter forvist til Fyn og Jylland; det er Nordsjælland og Argentina for de rige og privilegerede; og endelig nu Lolland som kreativt paradis for de velsituerede, delvist opført på demoleret almennyttigt boligbyggeri, mens muslimer deporteres og interneres i lejren Frederiksstad i Mozambique.

Men det er samtidig tre meget forskellige bøger. I forlængelse af formandens ord om de tre dramaturgiske enheder, kan man sige, at Mount København fokuserer på stedet, det kunstige bjerg på Avedøre Holme; den anden, Den danske borgerkrig, på tiden – hovedkarakteren er qua et avanceret stamcelleprogram 475 år gammel og ser tilbage på borgerkrigen 2018-2024, hvor en aggressiv såkaldt Borgerfront er groet af finanskrise, globalisering og skattelyfiduser, og er drevet og næret af et voksende had til eliten og politikerne, i et kollapset Europa, hvor Catalonien løsriver sig, og USA isolerer sig – helt kontrafaktisk; og endelig folder Det europæiske forår sig – udover tid og sted – for alvor ud også i handling.

Fakta og fiktion  

Den er dermed en rundere bog. Og netop fordi den er rundere, er den også skarpere. ’Handling’ handler her om, at bogen i høj grad bæres af sine karakterer – hoved- og birollerne; men også om, at den handler om at handle, eller nok så meget om ikke at handle. Karakterernes udvikling beror mere på, hvad tilfældet byder på og mindre på valg og beslutninger. De processer, som er handlingens bagtæppe, styres ikke af noget målrettet politisk projekt. Teknologien har taget over og lever sit eget liv, som tilmed, via avanceret nanoteknologi, kan skænke det evige liv som den ultimative narcissisme. Det overskud, karaktererne lever i, indebærer i virkeligheden et underskud. Karakteren Emmas anoreksi gestalter den eksistentielle spiseforstyrrelse, der huserer generelt. Med et ubehageligt paradoks får hun det først godt, eller i hvert fald bedre, da hun udsætter sig for rædslerne i Mozambique. Dette mentale vakuum søger karaktererne at udfylde på forskellig vis – bl.a. i selvcentreret ’samtidskunst’, fra post-minimalisten Phillip Todd, der arbejder med flamingofnuller, til bogens absolutte kulmination, musikalsk præcist placeret som optakt til slutsatsen, performance-installationen ’Det europæiske forår’ på Louisiana, som det gør ondt at læse, i al dens skærende og hjerteskærende kontrast til de rimeligt barske realiteter, der omgiver eventen.

Kaspar Colling Nielsen psykologiserer ikke. Han skildrer først og fremmest situationer og reaktioner renset for mellemregninger. Denne i en vis forstand lukkede – undertiden tilmed kliniskemåde at skrive på er i virkeligheden meget åben. Vi kommer selv på arbejde. Vi må selv koble og tolke. Det gælder helt ud i den minutiøse omhu i detaljen – situeringerne i Nørre Søgade, Vanløse, Kødbyen, Fætter BR, Dronning Louises Bro osv. – der kombinerer det fortrolige med det forfærdelige, som når det et sted hedder: ”Det ene øjeblik er man i Fakta for at hente mælk, et par dage senere er man ved at henrette nogen.” Her får klicheen om at blande fakta og fiktion en ny betydning.

Utopi og dystopi

I denne blanding af gru og hverdag kan man komme til at tænke på den svenske filminstruktør Roy Andersson – som i øvrigt skrev en bog med titlen Vor tids angst for alvor. Først og fremmest handler det dog om genren, om udnyttelsen af populærgenren science-fiction til at blotlægge og kortlægge uoverskueligheden. Her er så ganske klart linket til medaljenavngiveren, Ludvig Holberg. Dette var præcis den holbergske strategi, at pakke satiren ind i en populær genre, i form af komik, i komedierne, eller i en art præ-science fiction – i romanen Niels Klims underjordiske rejse, der sandelig også lægger ud med et bjerg, som hovedpersonen falder ned gennem, ned til et indre univers, og som er befolket med surreelle væsener og verdener, bl.a. landet Potu, hvor borgerne er træer og som følge deraf rodfæstede og besindige, og som for Holberg står for utopi. Colling Nielsens univers hedder nok snarere Potsyd, altså dystopi, hvor grundlæggende principper skrider – der er mere er tale om opløsningstid end om oplysningstid i hans fremskrevne spejlbilleder af samtidens scenarier.

Hos Holberg optræder imidlertid også som klangbund for komikken en dimension af misantropi og dystopi, som vi helst læser hen over – nationalscenen lover da også for tiden på sin hjemmeside ”masser af grin og løssluppen slapstick” (man tænker…  ’afdæmpet slapstick’?). I et filosofisk digt tager Holberg problemet op – hvordan overhovedet takle verdens rædsler og absurditeter? Han opstiller to strategier, repræsenteret ved henholdsvis den leende og den grædende filosof, og når frem til, at latteren er en mere intelligent strategi. ”Den ene græd med grund”, siger han. Der er sådan set al mulig årsag til at fortvivle. Men så føjer han til: ”den anden bedre lo”. Den anden var klogere. I Det europæiske forår folder Kaspar Colling Nielsen en sådan komik-strategi ud i 3D, så fortællingen får fylde og dybde.

I hans realistisk-groteske univers er krydsfeltet mellem menneske og dyr et hovedområde. I Det europæiske forår møder vi f.eks. bavianen Felix, som bliver forfatter og begynder at skrive autofiktion. Dyret i mennesket, kloninger af mennesker og dyr, inklusive talende aber, er faktisk et ledemotiv i Holbergs surreelle indre verden. Han skrev tilmed en Metamorfoses, hvor dyr, ja, selv træer og planter, forvandles til mennesker, uden dog at helt slippe deres oprindelige natur. Og i et andet filosofisk digt når han ad snørklede omveje frem til, at svaret på, hvad et menneske er, er, at det er et ”Dyr, som man kand ikke definere.” Det er helt ejendommeligt, når man hos Kaspar Colling Nielsen et sted læser, at ”mennesket er […] et absurd dyr”.

Lærdom og visdom

Formanden nævnte, at medaljen i sit DNA har den holbergske vekselvirkning mellem lærdom og fabulering – mellem ”tanke” og ”ånd”. Denne flerstemmighed honoreres – udover komikken – til fulde af Kaspar Colling Nielsen. Han involverer egensindigt hard core økonomisk, filosofisk, sociologisk teori i fantasiuniverserne. Og ikke blot lærdom indgår, også decideret visdom, som jeg, til almen opbyggelse, og i lyset af den tilstundende højtid, vil slutte af med et eksempel på.

I Mount København tænker præsten Allan, at man kan nå Gud gennem ekstrem fysisk udmattelse. Under sin færd op på bjerget byder han sig selv umenneskelige strabadser, ender med at brække sig og glide ind og ud af bevidstheden, og: ”Som Allan lå der og betragtede himlen skifte fra blå, til rød og endelig sort, trådte HERREN frem for ham og sagde:

Du skal gå hjem og plante et figentræ i det sydøstlige hjørne af præstegården […] Om tre år, når træets øverste grene når op over gårdhavens mure, skal du høste fignerne, rense og flambere dem i Cointreau. På panden skal du tilsætte 200 gram økologisk rørsukker, som skal karamellisere, hvorefter du tilsætter lidt økologisk vildblomsthonning, fire deciliter vand, lidt sherry, balsamicoeddike, en kanelstang, tre nelliker samt en frisk rosmarinkvist. Lad fignerne koge én time i lagen og tag dem så op. Reducér efterfølgende lagen til en tredjedel. Fignerne afkøles og placeres nu i et rengjort sylteglas med tætsluttende låg, hvorefter den reducerede og afkølede lage overhældes. Fignerne kan spises dagen efter, og de kan holde sig i tre måneder. De syltede figner kan du servere for din menighed den første søndag i måneden. Senere på året vil din kone føde en søn, som du skal kalde Josef.

 

 

 

Golden Days 2017: Holberg på scenen, bag scenen og i foyeren

Tre Holbergfortolkere kom med bud på Holbergs betydning for teatret og byen under Golden Days 2017. Det var skuespiller Olaf Johannesen, instruktør og teaterdirektør Peter Schrøder og teaterhistoriker Bent Holm. Peter Schrøder talte om sit lange og utrættelige arbejde med Holberg på scenen:

“Først og fremmest vil jeg gerne takke for indbydelsen til dette arrangement her i dag. Jeg er her både i min egenskab af teaterinstruktør samt som Kunstnerisk Chef for Vendsyssel Teater i Hjørring, et teater som for nylig, helt nøjagtigt d. 17. Januar i år, kunne åbne sine døre for publikum i helt nye omgivelser, nemlig i form af et splinternyt teaterhus til 180 mio kr og som muliggør alle tænkelige former for teater, lige fra det klassiske prosceniumsteater til det cirkulære teater, også kaldet in the round formatet.

Efter således at have fået opfyldt alle mine ønsker, var det op til mig at stå for både valget og instruktionen af det nye Vendsyssel Teaters åbningsforestilling. I den forbindelse var der to forhold, som var mig magtpåliggende. For det første at signalere hvor teatret ønsker at befinde sig i folks bevidsthed i forhold til den danske teatertradition, og for det andet at kunne demonstrere, hvad dette nye teater kunne præstere på det tekniske område, at man her kunne opleve forestillinger, som man næppe ville have mulighed for at kunne opleve på de fleste andre teatre. Efter kort tids overvejelse faldt valget på Holberg, nærmere bestemt på hans fantastiske fabel ”Niels Klims Underjordiske Rejse”.

At det blev Holberg, var bestemt ingen tilfældighed. Lige fra min gymnasietid i 60`erne har jeg været fascineret af Holbergs tanker om anvendelsen af den sunde fornuft som et probat middel til forståelse mellem mennesker, samt af hans anvendelse af humor, når han påviser, hvor naragtige vi mennesker kan være, når vi negligerer den sunde fornuft.

Jeg er uddannet skuespiller fra Statens Teaterskole i Kbh i 1973, og har gennem hele min karriere både som skuespiller, og senere også som instruktør og teaterleder beskæftiget mig med Holberg. Det vil føre for vidt at gå i detaljer her, men lad mig kort nævne nogle af Holbergrollerne:

Niels Klim (alternerende med Frits Helmuth) i Kasper Rostrups mageløse iscenesættelse på Gladsaxe Teater i 1973.

Senere Henrik i Mascarade på Ålborg Teater -Harlekin i ènakteren De Usynlige samt Kilian i Ulysses von Itacia her i huset på Gamle Scene.

Og som instruktør:

Et skuespil, som ganske vist ikke er skrevet af Holberg, men som omhandler hans rolle omkring tilblivelsen af Den Danske Skueplads, nemlig Den Poetiske Raptus af Ernst Bruun Olsen på Odense Teater.

Ulysses von Itacia på Grønnegårdsteatret her i Kbh. Senere satte jeg også Ulysses op på Vendsyssel Teater, og så, som sagt her i marts i år, Niels Klims Underjordiske Rejse på det nye Vendsyssel Teater.

Satiren, ikke mindst udfoldet på TV samt i diverse revyer, fylder også en hel del på mit CV, og også her føler jeg mig om jeg så må sige ”i familie” med Holberg. Hans evne og tilbøjelighed til at balancere mellem spøg og alvor, at latterliggøre dårskaben og uforstanden er jo

omdrejningspunktet i alle hans komedier, men intetsteds fremstår hans ætsende satire og både fandenivoldske og raffinerede humor mere overbevisende end i Niels Klims Underjordiske Rejse.

Peter Zeeberg skriver i anledning af sin nyoversættelse af værket følgende: ”Romanen om Niels Klims Underjordiske Rejse er et hovedværk i Ludvig Holbergs store forfatterskab.

Her samles en lang række af forfatterskabets temaer i en underfundig og medrivende fortælling. Som filosofisk rejseroman betegner den et nybrud i dansk litteratur, som fik stor virkning i eftertiden. Men samtidig er den en slags afslutning. Den er den danske latinlitteraturs sidste store værk – og sammen med Saxos Danmarkshistorie – det der har fået størst international opmærksomhed. ”

Således udgør Niels Klim det perfekte afsæt for Vendsyssel Teaters ambition om at vedkende sig en dansk dramatisk tradition uden at skulle slå krøller på sig selv for at fremhæve nutidsrelevansen. Når man betænker, at værket har ca. 270 år på bagen, synes Holbergs betragtninger om sin samtid at antage nærmest profetisk karakter, så det stod hurtigt klart, at enhver form for bessermachen ville være aldeles utidigt. De friheder vi tog os omkring værket gik altovervejende på de scenetekniske løsninger. Teksten derimod fik lov at stå stort set uberørt. Kun i epilogen tog manuskriptforfatterne Anna Bro og Thor Bjørn Krebs sig et par dramatiske friheder, med min fulde velsignelse, for at kunne fokusere på om Klims storhedsvanvid er resultatet af en syg mands fantasi, ja at hans rejse måske i virkeligheden aldrig har fundet sted ?

Hvorom alting er: Stykket blev ved premieren på Vendsyssel Teater d. 17. Marts i år modtaget med stormende begejstring af såvel publikum som af pressen. Hvis nogle af de tilstedeværende her i dag ikke erindrer at have læst en anmeldelse af stykket på Vendsyssel Teater, så kan det meget vel have sin rigtighed, idet et par af vore største københavnske kulturaviser, som påberåber sig at være landsdækkende, ikke fandt det umagen værd at dække begivenheden, egentlig ganske forunderligt når man betænker, at begivenheden fandt sted på det første nybyggede teater i provinsen i over 100 år, og at forfatteren var ingen ringere end Holberg.

Nå, men tilbage til selve værket. Peter Zeeberg siger videre, og jeg er ganske enig: ”Niels Klims Underjordiske Rejse er seriøs morskabslæsning. Løssluppen humor og klog refleksion går hånd i hånd i denne roman om en selvsikker,ung akademiker der finder en ukendt verden i jordens indre. Her får han udfordret alle sine europæiske vaneforestillinger om fornuftig samfundsindretning i mødet med besindige,talende træer,hyperaktive aber – og uciviliserede mennesker. Hovedpersonen bliver ikke meget klogere af sine utrolige oplevelser, men læserne gør.”

Og her er vi fremme ved kernen mht. valget af netop Niels Klim som Vendsyssel Teaters åbningsforestilling.

Det er jo desværre en ubønhørlig kendsgerning , at vi mennesker har ualmindeligt svært ved at tage ved lære af egne fejltagelser. Gang på gang bliver vi op igennem vores historie

konfronteret med vore egne fordomme og vores utilbøjelighed, eller manglende evne, til at erkende og derved rette op på fortidens fejl.

Niels Klim er fuldstændig urokkelig i sin forblændede tro på det europæiske menneskes ufejlbarlighed og åndelige overlegenhed i forhold til andre folkeslag, kulturelt såvel som på det religiøse plan, og begår derved måske den største af alle menneskelige brølere, når det drejer sig om mellemfolkelig forståelse, nemlig, at undlade at sætte sig ind i andre kulturers tankegang, at forsøge at forstå hvad der ligger til grund for bestemte opfattelser,skikke,trosretninger,etc….i stedet for pure at afvise dem.

At søge at forstå sin modstanders tankegang, er jo ikke nødvendigvis det samme som at være enig med sin modstander, men det er unægtelig en god ballast, når det gælder om at manøvrere udenom konflikter.

Når man ser på de begivenheder der udspiller sig i Europa i dag, samt Europas rolle i forhold til den øvrige verden, så er det intet mindre end opsigtsvækkende hvad Holberg iagttager allerede i 1741 !

Lad mig give et par eksemplar på hans hvasse pen og skarpe iagttagelsessans:

Niels Klim besøger jo i løbet af sin underjordiske rejse adskillige lande og kulturer af højst forskellig og bizar karakter. Han agerer med foragt og latterliggørelse af disse kulturer og tankemåder. Ingen steder kan han indordne sig, fordi han dybest set ikke forstår disse landes grundvilkår. Til sidst ender han i et land, som beboes af tilsyneladende primitive mennesker kaldet Quamitterne. De er naive og aldeles uvidende ud i krigskunsten. De tror, at Niels Klim er sendt til dem som en anden Messias i form af ”Solens Søn”. Klim lader dem blive i troen, og oplærer dem i krigskunsten med det formål at underlægge sig hele det indre univers. Fjendens general Tomopolokolo tages til fange, og under en samtale mellem ham og Niels Klim i fængslet, fortæller generalen, at han har kendskab til en bog, som er skrevet på baggrund af et besøg i et land på overjorden, som hedder Europa. Niels Klim spidser øren og vil gerne høre nærmere om, hvad der står i denne bog om Europa. Tomopolokolo læser højt for ham, bla.a følgende:

”Fra Bologna begav vi os til Rom. Denne by regeres af en præst, der ganske vist kun har et ganske lillebitte rige, men alligevel opfattes som den mægtigste af Europas konger og fyrster. For mens de øvrige fyrster udelukkende har magt over deres undersåtters legemer og ejendom, kan han også kaste deres sjæle i ulykke.Europæerne tror, at nøglen til himmelen opbevares hos denne præst. De beføjelser han har, ikke alene overfor sine egne undersåtter,men over for hele menneskeheden, går især ud på, at de mennesker som Gud fordømmer, kan han frikende, og dem Gud frikender, kan han fordømme. En ganske uhyrlig magt ! En magt som folk her under jorden ville sværge på, at ingen dødelig kunne komme i besiddelse af. Men europæerne kan man uden videre bilde hvad som helst ind og binde de mest absurde idèer på ærmet – til trods for at de selv tror, at de er de eneste fornuftige mennesker, og i den overbevisning er så arrogante, at de ser ned på andre dødelige, som i deres øjne opfører sig barbarisk.

Et andet sted står der: ”Europæernes hellige bøger foreskriver, at man skal læse i dem dag og nat og altid søge deres sande mening. De råder også til overbærenhed overfor de vildfarne og svage. Men hvis nogen har en anden opfattelse end flertallet af befolkningen, bliver han straffet med fængsel,prygl og til tider bålet for sin ringe dømmekraft. Det forekom mig, at det svarer til at straffe en skeløjet eller svagtsynet med stokkelslag alene fordi genstande, der for mig er firkantede,for ham så runde ud. Jeg forstod at flere tusind mennesker af den grund var blevet hængt eller brændt efter ordre fra myndighederne, men i de sydlige lande er det aldeles forbudt at læse i samme bog – så folk er altså forpligtet til at tro på noget som de ikke kan læse om og lære at kende uden at gøre sig skyldige i en forbrydelse. I de samme lande er det forbudt at dyrke og tilbede Gud på andet end et ukendt sprog, så de eneste bønner der regnes for lovlige og gudvelbehagelige, er dem der fremsiges af folk, der ikke ved hvad de selv siger.

Der findes magistre i sprog og videnskaber, der underviser andre ikke bare i det de selv har lært, men også i emner de selv er aldeles uvidende om. Det er en stor opgave at formidle det vi selv ved besked om, men det er en endnu større opgave at videregive det vi ikke ved.”

Efter den svada slap Niels Klims humoristiske sans op, og generalen blev skudt på stedet.

Der kunne siges uendeligt meget mere om Holbergs forfatterskab og hans betydning for den danske skueplads, men tiden i dag tillader ikke, at jeg breder mig yderligere.

Vigtigst af alt er det dog at kunne konstatere, at hans skuespil sættes på scenen generation efter generation som et synligt bevis på, at den gamle mester jo nok har sat fingeren på et eller andet, der stadig vækker genklang. Og…… som man ville udtrykke det på vendelbomål: ”Det er nu int`så ring`endda !”.”

 

 

 

Holberg-medaljen 2014

Karen Skovgaard-Petersen, som  sidder i Holberg-Samfundets bestyrelse, modtog 27. november 2014 Holberg-medaljen for sit arbejde med den digitale udgivelse af Ludvig Holbergs samlede skrifter. Holberg-Samfundets medlemmer var inviteret til at overvære overrækkelsen i Admiral Gjeddes Gaard..

Her følger komiteens motivering for tildelingen:

‘HolbergMedaljen for 2014 tildeles ledende redaktør, dr. philos. Karen Skovgaard-Petersen for hendes afgørende indsats i den kulturelle bedrift, som den elektroniske udgave af Ludvig Holbergs værker udgør. Karen Skovgaard-Petersen har målbevidst ledet den danske del af editionsprojektet og dermed tilsikret, at værket nu fremstår gennemlyst og tilgængeligt i et hidtil uset omfang. Som forsker med afsæt i latinen repræsenterer Karen Skovgaard-Petersen en klassisk omhu og fordybelse, der – ikke mindst i en tid, hvor humaniora står for skud – aftvinger respekt.’

 

Motiveringstale ved dr. phil. Bent Holm:

 

Constantia

Ludvig Holberg var en mand af mange ord og få billeder. Holberg insisterede på et teater ikke kun for øjet, altså oplevelsen – eller ’opleveren’ – men også for øret, dvs. intellektet. Den var ikke gået i dag.

Ikke desto mindre har Holberg sat sig visse visuelle spor. Et af dem er hans stokkegreb, som er blevet identificeret som Vogel des Selbsterkentnisses, selverkendelsens fugl, med andre ord visualiseringen af princippet nosce te ipsum, kend dig selv, forfatterskabets omdrejningspunkt, som da også er blevet editionsprojektets grafiske logo. Et andet billede er Holbergs våbenskjold, en klippe, der forsøgsvis har været udlagt som en ganske plat heraldisk vittighed, et hult bjerg – Hol-berg – omgivet af graner, som meget vel kan være norske, uden at vi i øvrigt skal komme ind på det med nationaliteten. Og så er der endelig for det tredje signetet, Holbergs segl, der igen viser billedet af klippen, der hér står klippefast urokkeligt midt mellem alskens frådende brodsøer og rasende brandstorme. Og som oven over er forsynet med eksplikationen ”Bestandighed”, det princip, som i tidens latinske konvention vil hedde Constantia.

Det er så dér, jeg vil hen, til motivet Constantia. Det er for dén intellektuelle og akademiske kvalitet, du hædres, i relation til din funktion som stor rorgænger på editionsprojektet og din position som humanistisk forsker.

Rorgængeren skal kunne holde kursen og så vidt muligt også sejlplanen, trods brodsøer og brandstorme. Et er en strategiplan at forstå, et andet editionsprojekt at føre – sikkert i havn. Forskeren skal kunne styre sin kurs fri af tilgange, som qua alamodiske måske nok er mere i kurs, men ikke af den grund nødvendigvis mere solide.

Det nævnes i fundatsen som en særskilt medalje-detalje, at ”en vis åndelig forbindelse med Holbergs psyke […] bør, i det omfang, hvori det er muligt, tages i særlig betragtning, når valget skal træffes”. Holbergs psyke var vægelsindet, stundesløs, krakilsk, kolerisk. Lige præcis dette kriterium har komiteen ud fra en samlet vurdering valgt at dispensere fra, da det skønnes, at du – netop qua din Constantia – ikke rigtig opfylder det. Men det opvejes jo omvendt så rigeligt i forhold til de øvrige kriterier, som taler ”forskning, udbredelse af kendskab til Holbergs liv og skrifter” o.l.

 

Forskeren

Du har en faglig fortid i Bergen af alle steder, Holbergs fødeby. Overrækkelsen burde have fundet sted på onsdag, på forfatterens fødselsdag den tredje december, men som åbenlyst uforbederlig recidivist er du den dag i Bergen af alle steder, tilmed i Holberg-sammenhæng, og derfor er festen lidt fremskyndet. I øvrigt ved man jo ikke med hundrede procents sikkerhed, på hvilken dato Holbergs fødselsdag falder.

Men det var i Bergen, du i 1999 blev dr. philos. på en afhandling om historiografi, Historiography at the Court of Christian IV. The Latin Histories of Denmark by Johannes Pontanus and Johannes Meursius, to latinske danmarkshistorier skrevet på kongelig foranledning. Universitetet i Bergen præsenterer den således: ”Afhandlingen fokuserer på samspillet mellem de ansatte historikere, tidens litterære krav og den danske regerings ønsker. Det påvises hvordan vigtige politiske spørgsmål i samtiden afspejles i den historiske fremstilling”. Unægtelig en problemstilling – relationen mellem historieskrivning, politik og selvforståelse – der ikke er blevet mindre påtrængende i mellemtiden.

Du har vedholdende i forskningsmæssig praksis insisteret på historien, filologien og klassikken som kulturelt fundament, herunder gjort svært tilgængeligt og derfor i høj grad overset stof tilgængeligt.   Altså et i egentlig forstand humanistisk projekt.

Spørges der, hvad skal det nytte – og det gør der jo i disse tider – da svares, at det skal hjælpe os til at forstå os selv, at se os selv i historisk perspektiv, måske ligefrem at betragte os selv som en fremmed kultur, hvilket straks fører os tilbage i det holbergske hovedspor ”kend dig selv” som filosofisk kompas og altså også logo for editionsprojektet. Skæres den rod over, bliver det hele noget rod.

I en tid hvor forskere på den ene side opfordres til at blande sig i debatten og på den anden side rutinemæssigt stemples som støvede, hvis de – f.eks. i forhold til Danmarks Radio – gør konkret historisk faglighed gældende, har du stilfærdigt ihærdigt forfulgt det humanistiske og filologiske spor i henseende til bl.a. historiografi, ny-latin, boghistorie, antik-reception, spændende fra oldtid og middelalder og frem – ikke mindst i relation til Holberg – til det attende århundrede. Uden at falde for akademiske fristelser som populisme eller polemik.

Den ene gang, jeg har noteret mig dig på polemik-barrikaden, foregik det sobert og sagligt. Det var da en dagbladsanmelder fyrede vrede bredsider af mod ny-udgaven af Niels Klim i den heftige træfning, som i min verden går under navnet Klim-krigen.

 

Fundamentet

Filologiske, historiske, kulturelle forståelser er under pres i flere sammenhænge, undertiden i form af egentlig nedgøring, når der ikke leves op til forventningen om dyb overfladiskhed. Dele af humaniora trues af nedlæggelse. Andre dele opleves, som om de nærmere har nedlagt sig selv. Aladdin-myten fik ifølge Georg Brandes sit ulivssår i 1864. Det er, som om den ikke selv har opdaget det.

Men kan det ikke være det samme, at ”Mont Anus” for ”Montanus” er højden af vid, at et latinsk brev er noget, man tørrer sig med bagi, at latrin kort sagt er taknemligere end latin? Neo-fækalismen i dansk teater kunne man tale om. Er det andet end pedanteri at insistere på en fundering i et grundigt tekstarbejde? Holberg var imod pedanteri, javel, han hudflettede selvhøjtideligt bullshit, varmluftproduktion og sortsnakkeri – godt, han ikke sidder i akkrediteringsnævn nu om dage! – men han var og blev også en ilter fortaler for, at sagligheden og fagligheden skulle være i orden. Det var ikke nok at have snuset til søkortet. Man skulle også magte at styre skibet.

Værket står nu på et grundmuret filologisk fundament. Holberg er elektronisk tilgængelig. Han er gjort virtuel. Det diskuteres vistnok, om han var viril. Med ny-editionen kan han i hvert fald blive viral. Der er altså ingen undskyldning for fremtidigt byggesjusk i omgangen med ordene.

 

Kolik og komik

For at blive i det latrinære spor skal her til slut citeres fra Holbergs fortale til Sammenlignede Heltindehistorier, hvor han netop harcelerer over en tendens i tiden til ukritisk overfladiskhed:

 

Jeg sigter paa ingen i sær; men siger ikkun i almindelighed, at vore Skribentere, som tilforn have været       distingverede ved Modestie, nu gaae udi fuld Galope til Charlatanerie; saa at hvad vi tilforn have bebreydet fremmede, bebreydes os nu af dem igien; thi ingen tager nu meer i Betænkning at agere Autor: ja man haver seet Haandverks-Folk, ja indtil Norske Bønder at commentere over historiske og politiske Sager, saa at Staden, som tilforn haver været plaged med Obstruction – altså forstoppelse – , nu laborerer af Tarmeløb.

 

Trøstende føjer han dog til, at:

 

Udi denne Skurren og udi disse Dissonancer var en Lykke for Staden, at paa samme Tiid et Musicalsk Societet blev stiftet, der ligesom ved Symphonier syntes at ville stille og dempe den Fermentation som Staden var bragt udi: Om det just haver haft saadan god Virkning, skal jeg ikke kunde sige.

 

Altså et råd mod intestinale intellektforstyrrelser: prøv musik imod kolik! Eller måske endnu bedre: komik imod kolik.

 

Metamorfosen

Du repræsenterer en heltindehistorie uden sammenligning og dermed altså ikke i Plutarchi måde. Om lidt undergår du en metamorfose, idet du indtræder – i øvrigt som den firsindstyvende medaljemodtager – i en række af bl.a. Holbergforskere, som omfatter Vilhelm Andersen, som den første i 1934, og derefter Th. A. Müller, Torben Krogh, F.J. Billeskov Jansen, Jens Kruuse, Aage Kragerup, hvortil kommer en lille håndfuld nulevende, som i fuldt omfang er her til stede for at hylde dig.

Da vi for nogle år siden lavede Ulysses von Ithacia på Aarhus Teater skete der på forunderlig vis det ved premieren, at en sommerfugl i slutscenen forvildede sig ind på scenen, flagrede nogle gange rundt i lyset i soffitten for til sidst at slå sig ned på Chilians skulder. Skuespilleren, som var Chilian, var ikke et sekund i tvivl. Det var Holberg, der gav sig til kende på den måde. På samme vis er jeg overbevist om, at Holberg lige nu holder en pause i sin dialektiske dialog med Sokrates over temaet ”Kend dig selv!” og nikker anerkendende: ”Godt gået, rorgænger!”

 

27.11.14.

Bent Holm

 

 

 

rsz_2stokkegreb_2_006

 

Om Holberg-medaljen

Holbergmedaljen uddeles hvert år i forbindelse med Ludvig Holbergs (1684-1754) fødselsdag den 3. december. Den blev indstiftet i 1934 for at hædre en dansk forfatter ”som en anerkendelse for et litterært eller videnskabeligt værk eller for den pågældendes forfattervirksomhed som helhed (…) under hensyntagen til en vis åndelig forbindelse til Holbergs psyke, hans litterære tendens eller ejendommelige forening af videnskabsmand og skønlitterær forfatter, hans vidtspændende ræsonnerende, satiriske eller
samfundsdømmende produktion”.